Fagbevægelsen: Thorning overdriver lønkrise

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) overdriver den negative betydning af det danske lønniveau, når hun kæder danskernes voksende lønposer sammen med tabte arbejdspladser.

Det mener en lang række af formændene for nogle af landets største fagforbund, efter Thorning-Schmidt både mandag og tirsdag har betonet, at lønniveauet koster et tab af job til udlandet.

Det skriver Ugebladet A4 onsdag.

- Det er meget forenklet sat op, at hvis bare lønnen er lavere i Danmark end i udlandet, så går det godt. Der er andre elementer end løn og produktivitet, der har betydning for vores eksport.

Det siger Kim Simonsen, formand for HK, der er landets næststørste fagforbund til A4.

LO-formand Harald Børsting erkender, at danske lønninger er steget mere end udlandets, og at det ikke bidrager til at fastholde arbejdspladserne.

Men det er forkert at se isoleret på lønstigninger, der skal ses i sammenhæng med blandt andet bytteforhold og valutakurser, påpeger han og tilføjer, at det er uden for diskussion, at Danmark har en udfordring omkring landets samlede konkurrenceevne.

- Regeringen lægger meget op til løntilbageholdenhed, og det er enhver regerings ret at sende det signal.

- Men det er lige så klart, at lønspørgsmål er noget, vi klarer ved overenskomstbordene, og der har vi ikke brug for politisk indblanding, siger Børsting.

Hos Foreningen for Fag og Arbejde (FOA) er formand Dennis Kristensen dog enig med statsministeren i, at lønningerne er for høje og produktiviteten for nedadgående.

- Vi tager et ansvar for ikke at forværre krisen. Det vil ske ved overenskomstforhandlingerne i 2012 på det private område og i 2013 på det offentlige område.

- Men vi skal ikke tage det fulde ansvar. Der har erhvervslivet også et ansvar for at få fingeren ud, siger FOA-formanden.

/ritzau/

De store fagforbund kritiserer Helle Thorning for at beskylde det danske lønniveau for at koste arbejdspladser

Offentliggjort Sidst opdateret