Fagforeninger frygter for kvaliteten i dyr udflytning af arbejdspladser

Ifølge interne beregninger vil alene flytning af NaturErhvervsstyrelsen koste flere hundrede millioner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan blive langt dyrere end forventet, når 3900 statslige arbejdspladser skal flyttes fra København til provinsen.

Ifølge interne beregninger fra NaturErhvervsstyrelsen vil det nemlig koste omkring 194 millioner kroner alene at flytte styrelsens 392 ansatte til Sønderjylland.

- Jeg er meget bekymret for, hvad det her kommer til at betyde, ikke bare for de ansatte men også for den service, de ansatte skal levere til ministerierne og i sidste ende borgerne, siger formand for Magisterforeningen, Camilla Gregersen.

NaturErhvervsstyrelsen er en af de første styrelser med statslige arbejdspladser, der kommer med et bud på, hvad det vil koste at flytte bare dele af styrelsen fra København til provinsen. Det skriver Berlingske mandag.

Ud over 184 millioner kroner i perioden fra 2016 til 2019 vil det, ifølge styrelsen, efter 2019 koste 30 millioner ekstra om året i såkaldt dobbelt husførelse, fordi kun en del af styrelsen flytter til Augustenborg og Tønder, mens resten forbliver i København.

Regeringen har afsat 400 millioner kroner på finansloven til udflytningen. Det svarer til omkring 100.000 kroner per arbejdsplads.

Men det er alt for lidt, mener Camilla Gregersen, som blandt andet påpeger, at det i 2004 kostede omkring 500.000 per medarbejder at flytte Sikkerhedsstyrelsen til Esbjerg.

- Pengene kan findes to steder. De kan findes ved at fyre ansatte, eller de kan findes ved at der ikke er nok ressourcer til den løbende opgavevaretagelse, siger Camilla Gregersen.

- Grundlæggende kommer det til at gå ud over kvaliteten, mener hun.

Thomas Damkjær Petersen, som er formand for de berørte tekniske og naturvidenskabelige akademikere i IDA offentlig, deler hendes bekymring.

- Regeringen bliver nødt til at afsætte flere penge for at sikre sig, at kvaliteten i de statslige institutioner, der flytter ud, bliver fastholdt, siger formanden.