FAKTA: Alle fem regioner mistænker borgere for svindel med Ozempic

Mindst 249 sager om for højt forbrug af Ozempic er i gang med at blive undersøgt. (Arkivfoto). Foto: David J. Phillip/Ritzau Scanpix

De fem regioner har besluttet at anmelde borgere, der har indløst recepter til mange års forbrug af Ozempic.

Offentliggjort Sidst opdateret

Alle fem regioner i Danmark har valgt at politianmelde tilsammen 33 borgere, der i 2023 har indløst recepter til mere end tre års forbrug af diabetesmedicinen Ozempic.

Derudover er mindst 249 sager om for højt forbrug af Ozempic i gang med at blive undersøgt.

Få her et overblik over anmeldte sager i de forskellige regioner:

* Region Hovedstaden vil politianmelde 20 borgere, der i 2023 har indløst recepter til mere end tre års forbrug af Ozempic.

Derudover har regionen bedt Styrelsen for Patentsikkerhed om at undersøge 132 sager, hvor forbruget af medicinen har været så stort, at det vækker opsigt.

I alt har Region Hovedstaden givet 363 millioner kroner i tilskud til Ozempic i 2023. Heraf har de 20 anmeldte borgere tilsammen modtaget 4.292.842 kroner i tilskud.

* Ligeledes vil Region Sjælland politianmelde tre borgere for at have indløst recepter til mere end tre års forbrug af Ozempic. Desuden har regionen bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om at undersøge 34 sager om for højt forbrug af medicinen.

De tre anmeldte borgere har tilsammen modtaget tilskud for 484.917 kroner.

* Region Midtjylland har politianmeldt seks borgere, der har indløst recepter til mere end tre års forbrug af Ozempic.

Derudover vil de sideløbende undersøge 39 sager, som de vil sende videre til Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis de vækker opsigt.

Regionen gav i 2023 tilskud til medicinen for 252 millioner kroner. Heraf har de seks anmeldte borgere tilsammen modtaget tilskud for cirka 1.017.000 kroner.

* Region Syddanmark vil politianmelde tre borgere, der har indløst recepter til mere end tre års forbrug af Ozempic. Styrelsen for Patientsikkerhed er derudover blevet bedt om at undersøge 44 yderligere sager.

I 2023 brugte regionen 296 millioner kroner på medicintilskud til Ozempic. De anmeldte borgere har modtaget tilskud for godt en halv million kroner.

* Region Nordjylland har besluttet at anmelde en borger, der i løbet af et år har indløst recepter på mindst tre års forbrug af Ozempic.

Her er regionen ved at vurdere, om ni yderligere sager skal undersøges af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kilder: Region Hovedstaden, Region Nordjylland, Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Syddanmark.

/ritzau/