FAKTA: Bodilprisen er opkaldt efter to skuespillerinder

Danmarks - og en af Europas - ældste filmpriser, Bodilprisen, blev uddelt lørdag aften for 75. gang.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bodilprisen er kritikernes filmpris.

Fra 1948 til i dag har Danske Filmkritikere, som samler dagspressens filmskribenter, uddelt Bodilprisen. Statuetten er opkaldt efter de to danske skuespillerinder Bodil Kjer og Bodil Ipsen.

* Bodilprisen er Danmarks ældste filmpris og en af Europas ældste filmpriser.

* Bodilprisen er uafhængig af kommercielle interesser og fungerer som en pejling, af hvilke film og skuespillere, kritikerstanden opfatter som mest prisværdige.

* Bodilprisen blev første gang afholdt i 1948.

* Med forbillede i den amerikanske oscaruddeling tog Danske Filmkritikere initiativ til at uddele prisen i en række kategorier, herunder Bedste Dansk Film.

* Der uddeles sædvanligvis priser til Bedste Danske Film, Bedste Mandlige Hovedrolle, Bedste Kvindelige Hovedrolle, Bedste Mandlige Birolle, Bedste Kvindelige Birolle, Bedste Manuskript samt Bedste Dokumentarfilm, Bedste Amerikanske Film og Bedste Ikke-amerikanske Film.

* Udover disse priser uddeles der en statuette til Bedste Fotograf, en Sær-Bodil for en af årets væsentlige indsatser samt en Æres-Bodil til en person, der gennem årene har markeret sig betydningsfuldt.

* Statuetten blev i sin tid skabt af tegneren Ebbe Sadolin og billedhuggeren Svend Jespersen.

Kilde: Bodilprisen.

/ritzau/