FAKTA: De seneste ti års modtagere af Årets Laks

Årets Laks er siden 2003 uddelt til personer, der har gjort en indsats for seksuelle minoriteters rettigheder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prisen Årets Laks gives i år til folketingspolitikerne Sólbjørg Rasmussen (LA) og Christina Olumeko (ALT) samt aktivisten Helene Lykke.

De har fået prisen for deres arbejde for at få partnerægdonation gjort lovlig.

Det er foreningen LGBT+ Danmark, der hvert år siden 2003 har uddelt Årets Laks til personer, der har arbejdet for seksuelle minoriteters arbejde.

Her er en oversigt over de sidste ti års modtagere:

2023: Medarbejdere i biotech-virksomheden Chr. Hansen for at kritisere ledelsen for uden varsel at fjerne den synlige støtte til Copenhagen Pride. 400 medarbejdere skrev under på et protestbrev til ledelsen.

2022: Søren Juliussen og de andre stillere bag borgerforslaget "Anerkend medfaderskab i regnbuefamilier" for deres græsrodsarbejde, der førte til en folketingsvedtagelse af forslaget om at anerkende medfædre.

2021: Kasper Hjulmand, daværende landstræner for herrelandsholdet i fodbold, for sit forsvar af LGBT+-personernes rettigheder - blandt andet ved at kritisere Uefa, fordi forbundet forbød stadion at være oplyst i regnbuefarver.

2020: LGBT Asylum for organisationens arbejde for at hjælpe LGBT+-flygtninge med at navigere i det danske asylsystem og med at opbygge et socialt netværk i Danmark.

2019: FSTB - Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn for at sætte fokus på transkønnede børns udfordringer både politisk og socialt og samtidig etablere en rådgivning til forældre, hvis børn er transkønnede.

2018: Forfatter Leonora Christina Skov for sin selvbiografiske roman "Den, der lever stille", som giver en stemme til LGBT+-personer med problematiske oplevelser i bagagen.

2017: Den norske ungdomsserie "Skam" for at have bragt et nuanceret og realistisk billede af at være ung og homoseksuel.

2016: Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg for beslutningen om at fjerne transkønnethed fra afsnittet med psykiske sygdomme.

2015: Cpr-kontoret for god håndtering af den nye lov om juridisk kønsskifte.

2014: Daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for sit arbejde for homoseksuelles ret til ægteskab.

Kilde: LGBT+ Danmark.

/ritzau/