FAKTA: Det siger Natos artikel fire
Nato-lande kan bede om et hastemøde med deres allierede i henhold til artikel fire, hvis de føler sig truet.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, har søndag efterkommet et ønske fra Tyrkiet og indkaldt de 28 Nato-landes ambassadører i Bruxelles til hastemøde på tirsdag.
Mødet er indkaldt i henhold til Atlantpagtens artikel fire.
* Artikel fire lyder: Deltagerne vil rådføre sig med hverandre, når som helst nogen af dem mener, at nogen af deltagernes territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet.
* Artikel fire er kun anvendt ganske få gange i Natos historie. Det er primært Tyrkiet, men også østeuropæiske og baltiske lande, der har benyttet sig af muligheden.
Følgende er ikke nødvendigvis en udtømmende liste:
- I februar 2003 bad Tyrkiet om artikel fire konsultationer under opbygningen til krigen i nabolandet Irak.
Mødet udstillede spændinger mellem Nato-landene, men førte siden til, at Nato iværksatte "Operation Display Deterrence", som sendte overvågningsfly og et missilforsvarssystem til Tyrkiet. Operationen var begrænset til tyrkisk territorium og var klart defineret som territorialforsvar.
- I juni 2012 bad Tyrkiet om artikel fire konsultationer i lyset af situationen i nabolandet Syrien.
Konsultationerne førte til, at Nato opstillede batterier med Patriotmissiler langs Tyrkiets grænse til Syrien. Missilerne er alene tiltænkt forsvar af Tyrkiet.
- I marts 2014 bad Polen med opbakning fra Litauen om et artikel fire-møde i lyset af situationen i Ukraine.
Efter mødet har Nato ad flere omgange øget sin støtte til de østeuropæiske og baltiske Nato-medlemmer, der føler sig truet af Rusland.
* Artikel fire konsultationer er en markant anden situation end ved anvendelsen af Natos såkaldte musketered - traktatens artikel fem - der siger, at et angreb på ét medlem af forsvarsalliancen er at betragte som et angreb på alle.
Artikel fem har kun været anvendt én gang i Natos historie. Det var efter terrorangrebene på USA 11. september 2001, hvor USA påberåbte sig artikel fem og dermed fik de øvrige Nato-medlemmers opbakning til militæraktionen i Afghanistan.
Kilde: Nato og Ritzau.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker