FAKTA: Det sker inden og efter dronningens nytårstale

Klokken 18 holder dronningen nytårstale fra sit modtagelsesværelse på Amalienborg. Inden trækker livgarden op. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Slotspladsen ved Amalienborg er i forbindelse med dronningens nytårstale åben for publikum

Offentliggjort Sidst opdateret

Publikum kan lørdag aften følge dronningens nytårstale fra en storskærm opsat på Amalienborg Slotsplads. Dronningen taler klokken 18.

Læs her mere om, hvad der sker i forbindelse med nytårstalen og årsskiftet:

* Livgardens æresbevisning påbegyndes umiddelbart inden nytårstalen. Traditionen tro vil vagten træde til gevær og stå trådt an med fane og to tambourer, mens talen holdes.

* Dronningen taler fra sit modtagelsesværelse i Christian IX's Palæ.

* Det er en særlig dansk tradition, at regentens nytårstale bliver sendt direkte.

* I 1941 skete det første gang, da Christian X's nytårstale blev radiotransmitteret, og i 1958 tv-transmitterede Danmarks Radio for første gang nytårstalen, der dengang blev holdt af Frederik IX.

* Efter talen afspilles "Kong Christian stod ved højen mast", hvorunder livgarden præsenterer gevær, der saluteres, og fanen fældes.

* Når talen er slut, bliver dronningen fotograferet. Efterfølgende ønsker hun godt nytår til tv-holdet og tager derefter videre til sin egen private nytårsaftensfejring.

* De første dage i det nye år ønskes dronningen godt nytår ved en række nytårskure. Den første finder sted 1. januar om aftenen, hvor der er kur og taffel (middagsselskab) på Amalienborg.

* Blandt de inviterede er de 23 nye ministre, Folketingets formand og repræsentanter for det officielle Danmark.

* 3. januar holder dronningen og kronprinsparret nytårskur på Amalienborg for højesteretsdommere, Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets officerskorps. Senere er der nytårskur for diplomatiet på Christiansborg Slot.

* 4. januar kører dronningen i guldkaret fra Amalienborg til Christiansborg Slot, hvor årets "store" nytårskur finder sted. Her er det blandt andet officerer fra Forsvaret og repræsentanter for større landsorganisationer, der ønsker godt nytår.

Kilder: kongehuset og Ritzau.

/ritzau/