FAKTA: Drama og dokumentar er Danmarks Oscar-håb

Tobias Lindholms "Krigen" og Joshua Oppenheimers "The Look of Silence" skal kæmpe om Oscar-statuetter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Søndag aften uddeles der Oscarpriser i Hollywood, og Danmark har to chancer for en statuette:

"Krigen" er nomineret i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

* Instrueret af Tobias Lindholm

* På rollelisten ses blandt andet Pilou Asbæk og Tuva Novotny

* "Krigen" handler om kompagnichef Claus Michael Pedersen og hans mænd, der er udstationerede i Helmand, Afghanistan. Hjemme i Danmark forsøger Claus' kone at holde sammen på en hverdag med en mand i krig og tre børn, der savner deres far. Under en rutinemission fanges soldaterne i en voldsom ildkamp mod Taliban. For at redde sine mænd træffer Claus et valg, som resulterer i, at han bliver anklaget for en krigsforbrydelse

* Filmen har et budget på 26,8 millioner kroner og er støttet af blandt andre DR og Dansk Film Institut

* Eksperter og bookmakere mener, at den ungarske film "Sauls søn", der handler om den jødiske fange Saul Ausländer, der arbejder som Sonderkommando ved gaskamrene under Anden Verdenskrig, og som beslutter sig for at give en ung dreng en værdig begravelse, har størst chance for at vinde i kategorien

"The Look of Silence" er nomineret i kategorien bedste dokumentar.

* Instrueret af Joshua Oppenheimer og produceret af Signe Byrge Sørensen

* Dokumentaren er en opfølger til Oppenheimers "The Act of Killing", der også opnåede en Oscar-nominering, men tabte til musikdokumentaren "20 Feet from Stardom"

* "The Look of Silence" handler om det indonesiske folkemord, der kostede mindst en halv million mennesker livet. Gerningsmændene bag går stadig frit omkring, men hvor mange og hvilke liv den enkelte gerningsmand har på samvittigheden, vides ikke altid. I "The Look of Silence" identificerer optikeren Adi den mand, som har dræbt hans storebror. Han konfronterer ham og prøver samtidig at finde en måde at tilgive brorens morder på

* Filmen har et budget på fem millioner kroner og er støttet af blandt andre Danida og Dansk Film Institut

* Ifølge eksperter og bookmakere, skal "The Look of Silence" og musikdokumentaren "Amy", der handler om sangerinden Amy Winehouse, kæmpe om den gyldne statuette. De to står stærkest i feltet

Kilder: Dfi.dk og goldderby.com