FAKTA: Her er Miljøstyrelsens guidelines for god opførsel i naturen

Kom aldrig tættere på ulve end 500 meter og forsøg ikke at lokke med mad, lyder nogle af rådene.

Offentliggjort Sidst opdateret

Miljøstyrelsen har udsendt anbefalinger om god opførsel, hvis du vil opleve vilde dyr som ulve, sæler og marsvin.

Herunder kan du læse et udpluk af anbefalingerne.

Ulv:

* Hvis du ser en ulv, skal du lade den være i fred. Lad være med at nærme dig eller forstyrre den med lys eller lyd.

* I åbent terræn skal du ikke gå nærmere end 800-1000 meter til ulven. Gå aldrig tættere på end 500 meter.

* Læg aldrig foder, madrester eller lugtstoffer ud for at tiltrække ulve.

* Undgå enhver kontakt med ulvehvalpe, da de er meget mindre sky end voksne og derfor særligt nemt kan vænnes sig til mennesker.

* Hold dig væk fra områder, hvor der kan være hvalpe fra 15. april til 15. september og gerne fra 1. april til 15. september

* Vælg vinteren til ulveturisme, når ulvene er mindst følsomme over for forstyrrelser, og man eventuelt kan se spor i sneen.

* Tag ikke hund med på ulvesporing. Ulve opfatter hunde som artsfæller og kan reagere enten aggressivt eller nysgerrigt opsøgende.

* Hvis en ung eller voksen ulv aktivt nærmer sig og kommer nærmere end 30 meter, skal du ikke skjule dig eller gøre dig mindre. Klap i hænderne og skræm ulven væk med råb og fagter.

Sæler:

* Lad sælerne have fred. Gå aldrig i land på sælers hvilepladser fra vandsiden.

* Pas på farten. Sænk hastigheden til maksimalt fem knob, hvis du i båd nærmer dig hvilende sæler.

* Se på sæler om dagen. Opsøg kun sælernes hvilepladser i dagslys.

* Lad være med at fodre eller røre ved sælerne. Sælerne bliver forstyrrede. De kan desuden bære sygdomme, som kan smitte mennesker og kæledyr.

* Svøm ikke efter sæler. Sælerne kan blive stressede og opføre sig aggressivt.

* Ser du en sælunge på stranden, så er det bedste råd at lade den være. Når ungen ligger tilbage på stranden, er det som regel, fordi sælmoren er svømmet ud for at finde føde.

Hvaler - eksempelvis marsvin/delfiner:

* Hold afstand. Sejl aldrig tættere på end 50 meter. Hold dig på mindst 200 meters afstand, hvis hvalerne har unger, søger føde, hviler eller socialiserer med andre hvaler.

* Omring ikke hvaler. Hvis der er flere både i nærheden af hvalerne, skal I undgå at omringe dem.

* Vær opmærksom på hvalens signaler. Sejl væk, hvis du ser en hval, som pludselig ændrer retning, slår med halen, klapper med kæben eller blæser bobler. Det betyder, at du forstyrrer.

* Undgå at fodre og svømme med hvalerne.

Kilde: Miljøstyrelsen.

/ritzau/