FAKTA: Her løber kongefamilien i Royal Run-byerne

Kong Frederik skyder årets Royal Run i gang mandag med at løbe en mil i Fredericia. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kongen skal både løbe i Fredericia, Aarhus og København, når Royal Run løber af stablen anden pinsedag.

Offentliggjort Sidst opdateret

For sjette gang trækker Kong Frederik i løbetøjet, når han endnu en gang står i spidsen for Royal Run, der i år har slået deltagerrekord med 95.000 tilmeldte.

Det er første gang han deltager i løbet som konge. Det første Royal Run blev afviklet i 2018 i anledning af kong Frederiks 50-års fødselsdag.

Løbet tilbyder tre forskellige distancer på henholdsvis 1,6 kilometer, 5 kilometer og 10 kilometer.

I år afvikles løbet i København, Aarhus, Fredericia, Brønderslev og Kalundborg.

Royal Run er arrangeret af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, som er et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik.

Læs mere om kongefamiliens løberuter og distancer her:

* Kong Frederik skyder årets Royal Run i gang mandag med at løbe en mil - omkring 1,6 kilometer - i Fredericia.

Derudover skal han også løbe fem kilometer i Aarhus og ti kilometer i København. Han forventes at ankomme til København omkring klokken 19.

* Kronprins Christian skal løbe en mil i Brønderslev, hvor han forventes at ankomme omkring klokken 11.10.

Det er første gang, at kronprins Christian skal løbe alene i en af værtsbyerne.

* Dronning Mary deltager i årets Royal Run ved at løbe fem kilometer i Kalundborg. Her ankommer hun cirka klokken 16.30.

Kilder: Kongehuset og Ritzau

/ritzau/