FAKTA: Hver femte unge søger ind på en erhvervsuddannelse

Andelen af unge, som søger ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, er faldet i år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Antallet af unge, som søger ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, falder sammenlignet med sidste år.

Det viser en opgørelse af årets ansøgninger til ungdomsuddannelser, som er foretaget af Børne- og Undervisningsministeriet.

Sådan fordeler ansøgningerne sig:

* Omkring 64.000 af de unge, som i juni afslutter grundskolen, har søgt ind på en ungdomsuddannelse. 12.500 af dem har søgt ind på en erhvervsuddannelse.

* 19,4 procent af de unge har dermed søgt ind på en erhvervsuddannelse. Det er et fald på 0,6 procentpoint sammenlignet med 2022.

* Region Sjælland er den eneste af landets fem regioner, som oplever en stigning, når det gælder ansøgere til erhvervsuddannelser. Sidste år søgte 22,3 procent ind på en erhvervsuddannelse i regionen. I 2023 er det tal 22,5 procent.

* Andelen, som vælger en gymnasial uddannelse, stiger med 1 procentpoint til 72,6 procent sammenlignet med sidste år.

* Det er primært antallet af hhx-ansøgere, som er steget. 23 procent vælger en hhx-uddannelse i år sammenlignet med 21,2 procent i 2022. Hvad angår htx-elever, er antallet faldet med et procentpoint til 7,8.

* 52,5 procent af eleverne i 9. klasse vil gerne starte i 10. klasse på den anden side af sommerferien. Sidste år var tallet 51,8 procent.

* To tredjedele af dem ønsker at tage 10. klasse på en efterskole. Derfor fortsætter antallet af elever i 9. klasse, som vælger at tage på efterskole, med at stige.

* Derimod falder andelen af unge, som vælger 10. klasse på en folkeskole.

* 85,4 procent er vurderet parat til deres første prioritet. Sidste år var det 86,9 procent. På de gymnasiale uddannelser er den andel faldet med næsten to procentpoint.

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet.

/ritzau/