FAKTA: Nord Stream er en firesporet gasmotorvej

Den store gasledning Nord Stream 2 løber blandt andet forbi Danmark sydøst for Bornholm. Mandag er der opstået et læk i ledningen. (Arkivfoto). Foto: Stefan Sauer/Ritzau Scanpix

Både Nord Stream 1 og Nord Stream 2 er ramt af lækager. Derfor kan de ikke transportere gas.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er konstateret læk på gasledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2 i Østersøen ud for Bornholm.

Bliv klogere på gasledningerne her:

* Der er tale om to gasledninger, som hver består af to parallelle rørsystemer, der er sat sammen af omkring 100.000 rørelementer à 12 meter.

* Nord Stream 1 løber fra Vyborg i Rusland til Lubmin i Tyskland.

* Det første rørsystem åbnede i november 2011, mens det andet blev taget i drift i oktober året efter.

* Nord Stream 1 drives af selskabet Nord Stream AG, hvor det russiske gasselskab Gazprom ejer 51 procent. Den russiske stat er majoritetsaktionær i Gazprom, som er børsnoteret i Moskva.

* Nord Stream 1 har en årlig kapacitet på 55 milliarder kubikmeter gas.

* Nord Stream 1 blev lukket et par gange hen over sommeren, angiveligt på grund af tekniske problemer. 5. september blev forbindelsen lukket permanent.

* Nord Stream 2 løber fra Ust-Luga i Rusland til Lubmin og er ligeledes omkring 1200 kilometer lang.

* Gazprom har også aktiemajoritet i selskabet, der driver Nord Stream 2. Her hedder selskabet Nord Stream 2 AG.

* Gasledningen skulle ligeledes kunne transportere 55 milliarder kubikmeter naturgas, men er aldrig taget i brug. Tilsammen skulle Nord Stream 1 og Nord Stream 2 kunne forsyne over 50 millioner europæiske hjem.

* 22. februar i år besluttede Tyskland at bremse processen med at godkende rørledningen. Det skete som reaktion på, at Rusland anerkendte to østlige regioner i Ukraine, som selvstændige.

* Inden Tyskland besluttede ikke at godkende ledningen, var den blevet fyldt med 300 millioner kubikmeter gas.

Kilder: Nord Stream, dpa, Information, Energistyrelsen og Reuters.

/ritzau/