FAKTA: Sådan var forholdene på bostedet Møllen

* Københavns Kommune holder allerede i februar 2008 et møde med bostedet Møllen i Kalundborg. Kommunen truer her med at opsige samarbejdet, hvis ikke de stopper med at låse beboerne inde og videoovervåge dem.

Offentliggjort Sidst opdateret

* En beboer har haft mindst tre kameraer, hvoraf der var overvågning af bad og toilet.

* I april 2008 holder kommunen et møde med en kvindelig tidligere ansat på Møllen, som har klaget over lovovertrædelser på bostedet i form af magtanvendelser og indgriben i selvbestemmelsesretten. Beboerne overlades for meget til sig selv og låses ofte inde både om natten og i løbet af dagen, siger kvinden blandt andet.

* Om en beboer siger den tidligere medarbejder, at "hun bliver vasket med klude for ikke at opleve varmt vand som en belønning". Medarbejderen blev fyret fra Møllen, angiveligt efter at have konfronteret ledelsen med kritikken.

* Københavns Kommune omtaler i et internt notat "låse på et særligt indrettet sengearrangement". Samtidig viser flere kontrolbesøg, at beboerne bliver kaldt ved deres lidelser og ikke deres navne.

* I en gennemgang af en evaluering af bostedet hedder det i 2009 på et styregruppemøde i Københavns Kommune, at problemet med Møllen er, at de ikke har ansat pædagoger eller andre specialuddannede personale og ikke er godkendt. Ejerforholdet er heller ikke helt gennemskueligt.

* Desuden fremgår det, at Møllen er blevet brugt som nødløsning til borgere, som København ikke selv har kunne rumme. Kommunen har brugt Møllen siden 2003.

* I 2009 anbefaler kommunens rejsehold, at beboerne flyttes fra Møllen, og at der i stedet oprettes pladser til dem i København på et nedlagt plejehjem.

* I et brev dateret i august 2011 slås det fast, at de fysiske forhold på det nedlagte plejehjem ikke er hensigtsmæssige, og at der ikke er penge at spare på at flytte beboerne fra Møllen. Der skal i stedet søges midler i budgetforhandlingerne for 2012 om at oprette nye pladser.

* Københavns Kommune skriver i samme brev, at Handicap Center København fortsat ønsker at anvende Møllen, da "Møllen har en høj pædagogisk standard og en billig pladspris".

/ritzau/