FAKTA: To film løber med seks nomineringer til Bodilprisen

Skuespiller Mads Mikkelsen spiller hovedrollen i "Bastarden", som sammen med fire andre film har fået en Bodilnominering til Bedste Danske Film. (Arkivfoto). Foto: Vianney Le Caer/Ritzau Scanpix

I år er seks af nomineringerne til Bodilprisen gået til filmen "Bastarden". Også "Den store stilhed" får seks.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bodilprisen er Danmarks ældste filmpris og er siden 1948 blevet uddelt af Bodilkomitéen fra foreningen Danske Filmkritikere.

I alt kan filmene blive nomineret til ti forskellige kategorier.

Her kan du læse om nogle af årets nominerede:

* Både "Bastarden" og "Den store stilhed" er sammen med tre andre film nomineret til Bedste Danske Film.

* "Den store stilhed" er også nomineret til Bedste kvindelige Hovedrolle, som spilles af skuespilleren Kristine Kujath Thorp. Derudover er Paprika Steen blandt andet nomineret for hovedrollen i "Toves værelse".

* I kategorien Bedste Mandlige Hovedrolle er Mads Mikkelsen nomineret for sin hovedrolle i Bastarden. Desuden er Dar Salim nomineret for sin hovedrolle i filmen "Underverden 2".

* Både "Bastarden" og "Den store stilhed" er nomineret i kategorierne Bedste Kvindelige Birolle og Bedste mandlige Birolle. Derudover er filmen "Meter i sekundet" blandt andet nomineret for Bedste Mandlige Birolle.

* I kategorien Bedste Danske Dokumentar er "Music for Black Pigeons", "A Storm Foretold" og "Munken" nomineret til en Bodilpris.

* Både "Barbie" og "Oppenheimer" er nomineret til Bedste Engelsksprogede Film".

* Priserne Æres-Bodil, Sær-Bodil og Henning Bahs Prisen offentliggøres først til prisoverrækkelsen den 16. marts.

Kilder: Bodilprisen.

/ritzau/