FAKTA: Tre michelinstjerner er værd at rejse efter
Den første Michelinguide udkom i 1900. Den blev uddelt gratis til alle, der købte en bil, og indeholdt oplysninger om tankstationer, hoteller og restauranter i området. Siden er den blevet en af de mest prestigefyldte pejlemærker for gastronomi. (Arkivfoto). Foto: Eric Cabanis/Ritzau Scanpix
Michelinguiden har eksisteret i over 100 år. Hvert år uddeler guiden stjerner til verdens bedste restauranter.
Den første Michelinguide udkom i 1900. Den franske dækfabrikant Michelin stod bag og har siden også lagt navn til guiden.
Den første guide blev delt gratis ud til alle, der købte en bil, og indeholdt oplysninger om tankstationer, hoteller og restauranter i området.
Stjernesystemet blev indført i 1920'erne. Siden da er der hvert år blevet uddelt en, to eller tre stjerner til de bedste restauranter i verden.
I dag er der over 3500 michelinrestauranter i verden - heraf er 31 danske.
De første danske michelinstjerner blev givet i 1983 til Kong Hans Kælder, der fortsat er med i guiden, og La Cocotte i København.
Mandag uddeles årets michelinstjerner til de nordiske restauranter.
Læs mere om de eftertragtede michelinstjerner her:
* En stjerne betyder, at det er en "rigtig god restauranten i sin kategori", mens to stjerner betyder "en omvej værd", og tre stjerner betyder "værd at rejse efter".
* Michelinstjernerne gives udelukkende på baggrund af den mad, som serveres.
* Det er anonyme anmeldere, kaldet inspektører, der besøger restauranterne for at bedømme, om de skal have en eller flere stjerner - eller forsvare tidligere stjerner.
* Inspektørerne vurderer restauranterne efter fem kriterier:
1. Kvaliteten på råvarerne.
2. "Håndværket" - det vil sige smagen og tilberedningen.
3. "Personligheden" - det vil sige, hvor godt det er lykkedes for kokken at finde sit eget udtryk.
4. Noget for pengene.
5. Kvalitet over tid - det skal være en lige fantastisk oplevelse, uanset hvornår man besøger restauranten.
* Derudover uddeler Michelinguiden også anerkendelsen Bib Gourmand til restauranter, der serverer god mad til rimelige priser, og femkløveret for en bæredygtig tilgang til gastronomi.
Kilder: Michelinguiden.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned