Falske billetter slipper igennem Roskilde

Roskilde Festivalen har været udsolgt længe, og mange er desperate for at komme ind og tage del i festlighederne. Det udnytter billetfalsknere i stor stil.

Festivalens billetfolk har haft travlt med at snuppe falske billetter og sende de håbefulde slukørede hjem, siger Peter Brangstrup, gruppeleder for billetkontrollen.

Han har ikke tal på, hvor mange drejer sig om indtil nu. Samtidig vil han heller ikke afvise, at nogle slipper igennem nåleøjet.

- Vi kan ikke udelukke, at der er falsknere, der har været heldige. Selv for det trænede øje kan det være vanskeligt at kontrollere de mange varianter af udenlandske billetter, siger han.

Torsdag eftermiddag var der lang kø foran indgangen til campingpladsen på Roskilde. Beskeden til de festivalhungrende gæster lød, at der ikke var flere armbånd tilbage.

Rygtet lød, at det skyldtes, at mange var sluppet ind med falsk billet. Men det afviser Peter Brangstrup.

- Der var masser af armbånd, de skulle bare hentes et andet sted fra, og det tog noget tid, siger han.

Der er mange penge på spil, og derfor er der hvert år billethajer, der prøver lykken. Og de har selvfølgelig særlig travlt, når festivalen er udsolgt.

Peter Brangstrup kender selv til et par, som købte to billetter for 5000 kroner tilsammen, men blev afvist med det samme ved indgangen, fordi billetterne var pivfalske. Det er sure lærepenge, siger han.

- Mit råd er generelt, at man skal købe sin billet i god tid. Hvis man endelig skal købe sin billet af en privatperson foran indgangen, så skal man holde sig til de danske billetter og få verificeret dem, inden man betaler. Så kan man hurtigt finde ud af, om billetten er falsk, siger han.

I år har specielt de tyske billetter været i billetfolkenes søgelys, siger Peter Brangstrup.

/ritzau/

Det er svært at gardere sig mod snyd med udenlandske billetter, erkender gruppeleder. Billetfolk snupper stadig falske billetter, men nogle slipper igennem.

Offentliggjort Sidst opdateret