Emilie på otte år er blevet bange for at opholde sig udendørs. Hun pådrog sig ikke mindre end 45 hvepsestik, da hun og hendes lillebror, Nicklas, og deres forældre på en skovtur på Møn blev angrebet af en sværm af hvepse, skriver Sjællandske.
Og det udviklede sig til en yderst dramatisk situation, som førte til, at begge forældre besvimede, og børnene kastede op.
- Emilie skreg og skreg. Hvepse sad tæt i håret på hende og stak, fortæller ægteparret Rikke og Kim Martmann-Bossen, der har erhvervet ejendommen på Møn, som de skal til at sætte i stand .
I forbindelse med oprydning blev et tæppe fjernet, og nedenunder var der et hvepsebo. Og hvepsene gik omgående til angreb, skriver Sjællandske.
- De stak og stak. Det hele var et virvar. - Det var ligesom et maskingevær, der ramte kroppen, siger Kim Hartmann-Bossen.
Men selv om både Rikke og Kim Hartmann-Bossen var ramt af talrige stik, bestræbte de sig på at få børnene hen til en vandslange i forsøget på at få spulet hvepsene væk fra børnene, specielt den hårdt angrebne Emilie.
Undervejs til sygehuset forværredes situationen. Emilie og Nickals skulle kaste op, og familien holdt ind til siden. Da børnene skulle ind i bilen igen, viste det sig, at Kim Hartmann-Bossen var besvimet over rattet.
I mellemtiden havde Rikke Hartmann-Bossen fået kontakt til alarmcentralen og forklarede, hvad der var på færde. Og så besvimede hun også.
En ambulance kom hurtigt til, og siden ankom fire andre ambulancer, ligesom der var assistance fra en akutbil og en lægebil, skriver avisen.
De fire hvepse-patienter, som blev stukket om formiddagen, var under observation til om aftenen. Så kunne de tage hjem igen. Og i dag har de det godt, oplyser Sjællandske .
- Men vi fik jo jaget en skræk i livet, specielt Emilie, siger Rikke Hartmann-Bossen. Og forældrene vil nu tage stilling, om der kan gøres noget, så Emilie ikke mere vil være frygtelig angst for at komme udendørs.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet