Fanger skal genskabe stort naturområde i Nordjylland

Et af Danmarks mest bevaringsværdige stykker natur, Råbjerg Mose nordvest for Frederikshavn, skal reddes med hjælp fra indsatte fra Statsfængslet på Kragskovhede, der ligger tæt ved.

Offentliggjort Sidst opdateret

Råbjerg Mose udgør med sine cirka 4000 hektar et af de største sammenhængende naturområder i Danmark, men den er ved at gro til og tørre ud, så blandt andet den sjældne og stærkt truede højmose forsvinder.

Fangerne skal i gang med save og skovle på de cirka 500 hektar, som statsfængslet ejer. De skal dække dræn til og rydde bevoksninger. I alt 2000 hektar skal på denne måde forsøges genskabt.

- Vi er fantastisk glade for, at vores prægtige naturområde kan få et løft med dette projekt, og endnu mere glade fordi det giver os mulighed for at lade naturgenopretning og resocialisering spille sammen.

- Vores indsatte skal beskæftiges med opgaver, som kan give dem kompetencer til at leve et liv uden kriminalitet, siger fængselsinspektør for Statsfængslet på Kragskovhede Lene Theilgaard i en pressemeddelelse.

Hele genopretningsprojektet koster næsten 20 millioner kroner og er tilrettelagt af Naturstyrelsen i samarbejde med Frederikshavn Kommune.

EU har vist sig parat til at betale halvdelen af udgifterne via samme pulje, som også har været med til at redde Lille Vildmose.

Af de 2000 hektar, som nu skal genoprettes, ejer Statsfængslet på Kragskovhede 575 hektar, Aage V. Jensens Fonde 75 hektar og Naturstyrelsen 115 hektar.

De sidste godt 1000 hektar ejes af op til 200 private lodsejere, der nu også vil blive inddraget i projektet.

- Råbjerg Mose bliver et meget, meget stort projekt, hvor vi skal forhindre, at mosen gror til og bliver udtørret om sommeren.

- Samtidig skal vi koordinere indsatsen med mange lodsejere og myndigheder. Men det bliver det hele værd, siger skovrider i Naturstyrelsen Jesper Blom-Hansen.

Der er planen, at arbejdet med Råbjerg Mose går i gang allerede næste år og vil vare frem til 2018.

/ritzau/