Får du smæk eller penge tilbage i skat?

Den dag er årsopgørelsen for 2011 klar, og den kan du tjekke ved at logge dig ind med dit nemID i din skattemappe på skat.dk.

Allerede nu kan du dog beregne, hvordan det måske vil se ud på mandag, men ifølge Skat, er det behæftet ved stor usikkerhed, fordi alle tal langt fra er hentet ind i systemet.

- Man kan til enhver tid gå ind i skattemappen og beregne sin skat. Det kan man nu, det kunne man også i sidste uge, og det kunne man også i november.

- Men det kræver, at man er helt sikker på, hvilke oplysninger, der skal med i årsopgørelsen, ellers kan man ikke være sikker på noget som helst i forhold til de beregninger, man laver, siger Henrik Kähler, kontorchef i Skatteministeriet.

Og selv på mandag skal man være opmærksom, for de officielle tal kan også være forkerte.

- Det er vigtigt at tjekke, om alle oplysninger er rigtige. Skat får de fleste oplysninger fra banker og arbejdsgivere automatisk, men der kan både være fejl og oplysninger, der mangler, siger Henrik Kähler, kontorchef i Skatteministeriet.

Nogle af de oplysninger, der oftest glipper, glipper i forbindelse med ændret arbejde, forventninger til børne- og underholdsbidrag, lejeindtægter, samt gevinst og tab på aktier og andre værdipapirer.

- Det er ikke bare for sjov, at man skal oplyse de rigtige tal. Man har en juridisk forpligtelse, og det kan handle om mange penge, man enten kommer til at betale for meget eller for lidt, siger Henrik Kähler.

Fristen for at rette oplysningerne er den 1. maj. Hvis man skal betale restskat er det ifølge Skat nemmest at betale den, når årsopgørelsen er klar og du kan se, hvor meget du skal betale.

Skal du have penge tilbage, får du dem fra den 26. marts, med mindre det er mere end 100.000 kroner, eller at du har gæld til det offentlige.

- Når man alligevel er inde for at tjekke, vil det være en god idé, at tjekke oplysningerne på forskudsopgørelsen for 2012.

- Nogle af de tal, vi beregner forskudsskatten for 2012 ud fra, er fra 2010, og der kan være sket meget, blandt andet med renteudgifterne i mellemtiden, siger Henrik Kähler.

Sidste år var der allerede mulighed for at logge sig ind og tjekke sin skatteopgørelse nogle dage før den officielle "skattedag". Og det kan også godt være, at det bliver tilfældet i år.

- Vi forventer, at alt er på plads til 5. marts, og så må vi se, i hvor god tid, vi er færdige med arbejdet, siger han.

/ritzau/

Først fra på mandag den 5. marts kan du officielt tjekke, om du får penge tilbage i skat, eller om du har betalt for lidt i løbet af 2011 og derfor må betale ekstra penge til staten.

Offentliggjort Sidst opdateret