Efter næsten to årtiers intens debat om de kemiske stoffer parabeners skadelige virkning på hormonsystemet indfører regeringen nu et forbud.
Politiken skriver, at forbuddet retter sig stofferne propyl- og butylparaben i cremer, pudder, ansigtsmaling og andre plejeprodukter til børn under tre år.
- Vi ser, at piger kommer tidligere i puberteten, og at drenges sædkvalitet forringes. Derfor ser jeg ingen anden udvej end at forbyde brugen af problematiske parabener i cremer og kosmetik til børn under tre år, siger miljøminister Karen Ellemann (V) til Politiken.
- Helt grundlæggende er det urimeligt, at forældre ikke kan være sikre på, at den creme eller shampoo, de bruger på deres børn, er uskadelig, siger miljøministeren.
Hun forventer, at forbuddet vil møde bred opbakning i Folketinget og blive gennemført i foråret.
Forbrugerrådets formand Camilla Hersom er begejstret for indgrebet. Men hun peger også på, at der på EU's liste over særligt hormonforstyrrende stoffer optræder i alt 17 emner inden for kosmetik.
- Ideelt set hører de her stoffer ikke hjemme i nogen produkter overhovedet. Men det her er rigtig gode nyheder, fordi Danmark går forrest og starter en bevægelse, så vi kan beskytte mennesker så meget som muligt, siger Camilla Hersom til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker