Farlige skibe tæt på danske kyster hver time

Over 30 gange i døgnet sejler et stort tankskib nær kysterne i Danmark - spækket med enten giftige kemikalier, kvælende råolie eller miljøfarlige olieprodukter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det viser Politikens beregninger af data, som ingeniørvirksomheden COWI har udarbejdet for Østersølandenes fælles havmiljøorganisation Helcom.

- Det er et problematisk højt antal, siger havbiolog Henning Mørk Jørgensen fra Danmarks Naturfredningsforening til Politiken.

- Alle disse stoffer udgør en betydelig risiko. De påvirker miljøet på vidt forskellig vis, men har det tilfælles, at de kan gøre en enorm skade på dyr- og planteliv, tilføjer han.

I alt har 15 typer af kemikalier og oliebaserede produkter fået den officielle betegnelse "farligt gods", da de er miljø- eller sundhedsskadelige.

Kemikalierne tæller blandt andet stærkt miljøskadelige eller kræftfremkaldende stoffer som acrylonitril, toluen, tjære og benzen.

Hyppigst passerer tankskibe med olieprodukter som diesel eller benzin: Det sker næsten 24 gange i døgnet, hvilket svarer til 8695 gange årligt.

Næsten to gange i døgnet - eller 650 gange årligt - passerer et af de langt større skibe med råolie og en dødvægt på i gennemsnit 120.000 ton, mens de mindre kemikalietankskibe passerer over seks gange i døgnet. Det beløber sig til 2250 gange årligt, skriver Politiken.

/ritzau/