Regeringens indsats over for fattige danskere i løbet af fattigdomsåret har ikke virket efter hensigten - tværtimod.
Sådan lyder dommen fra et flertal af danskere, skriver Kristeligt Dagblad.
Ifølge 51 procent af befolkningen har fattige i Danmark fået det værre i løbet af 2010, viser en undersøgelse lavet af analyseinstituttet YouGov for avisen.
17 procent af de 1022 interviewede danskere mener ikke, at fattige har fået det værre.
Dermed er det ikke lykkedes for regeringen at "fortie det voksende fattigdomsproblem", mener Morten Ejrnæs, lektor i sociologi ved Aalborg Universitet:
- Regeringen har forsøgt at aflede opmærksomheden fra den materielle nød ved kun at tale om at få folk i arbejde eller ved at gøre diskussionen ideologisk og tale om etniske grupper og ghettoområder, siger Morten Ejrnæs.
Han kalder fattigdomsåret for en "grotesk demonstration af, at politiske proklamationer ved indgangen til et år siden bliver fuldstændigt negligeret."
Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, mener, at regeringen bevidst modarbejder bekæmpelsen af fattigdom i Danmark, men det afviser socialminister Benedikte Kiær (K):
- Undersøgelsen viser snarere, at fattigdomsåret har været en succes. Efter et år med øget fokus på fattigdom er mange danskere blevet mere bevidste om problemet. Det viser, at vi har fået sat spot på problemet, og det er godt, siger hun til Kristeligt Dagblad.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde