Balladen om indfødsretsprøven, hvor et bredt flertal med opbakning fra Dansk Folkeparti nu vil give dispensation til de, der forleden dumpede prøven på grund af en fejl i prøvematerialet, griber nu om sig.
En gennemgang viser, at der også i prøven i juni sidste år var en fejl.
Og vel at mærke den samme fejl som i forrige uge.
Både ved prøven i forrige uge og i juni sidste år skulle deltagerne nemlig svare på spørgsmål om Nordisk Råd.
Og i begge tilfælde var det korrekte svar ifølge facitlisten, at rådet rådgiver de nationale parlamenter i de nordiske lande.
Et svar, der ifølge direktøren for Nordisk Råd, Jan-Erik Enestam, er forkert. Nordisk Råd rådgiver landenes regeringer, understreger han i en mail til Ritzau.
Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, er ikke i tvivl om, at også de, der måtte være dumpet på forkert grundlag sidste år, bør få dispensation.
- Det handler om helt almindelige forvaltningsprincipper. En fejl fra ministeriet skal jo ikke ligge nogen deltagere til last - heller ikke selvom, det var sidste år, siger han og henviser til, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har bedt sprogcentrene indsende samtlige godt 3100 besvarelser fra forrige uge.
- Ministeren bør naturligvis også gennemgå alle besvarelserne fra juni sidste år, siger Henrik Dam Kristensen og kalder sagen "helt grotesk".
Dansk Folkepartis Søren Krarup er dog afvisende.
- Det bliver fuldstændigt uoverkommeligt, hvis man også skal til at undersøge besvarelserne fra sidste år, siger han. Krarup mener, at man skal nøjes med at gennemgå besvarelserne fra forrige uge.
- Det er et spørgsmål om forældelse, siger Søren Krarup, der dog kalder det "utilgiveligt" med fejl i prøvematerialet.
Ifølge den formelle klagevejledning på Integrationsministeriets hjemmeside skal klager være indsendt efter senest fire uger.
Det lykkedes ikke at få en kommentar fra Birthe Rønn Hornbech.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned