Fejl i danskhedsprøve dumper mindst 14

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) skal nu redegøre for, hvor mange af sidste uges cirka 3100 deltagere ved indfødsretsprøven, der dumpede på grund af fejl i prøvematerialet.

SF's Astrid Kragh vil ud over ovenstående også bede ministeren forklare, hvordan hun fremover vil forhindre en lignende fejl ved den halvårlige prøve.

- Hvis deltagerne i prøven ikke må lave fejl, så må integrationsministeriet heller ikke. Det er utroligt pinligt, at regeringens højtprofilerede indfødsretsprøve åbenbart er af så dårlig kvalitet. Det er udtryk for manglende respekt overfor de mennesker, som har knoklet med bøgerne og læst og studeret for at bestå, siger Astrid Kragh.

Ritzau kunne onsdag via en rundspørge til sprogcentrene, der afholder prøverne, berette om et par håndfulde deltagere, der havde én fejl for meget og samtidig fejl i det spørgsmål, der ikke kunne besvares korrekt ud fra de tre mulige svar i prøven.

Siden har politikere fra venstrefløjen til Dansk Folkepartis Søren Krarup - bortset dog fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech - været enige om, at de berørte må have dispensation.

Det seneste resultat af Ritzaus rundspørge viser, at i hvert fald 14 er dumpet, fordi de svarede "forkert" i det omtalte spørgsmål.

Det er spørgsmål 27 i prøven, der er sagens omdrejningspunkt. Det handler om, hvilken opgave Nordisk Råd har. Det rigtige svar er, at Nordisk Råd laver forslag og anbefalinger til de nationale regeringer. Dette var blot ikke en af svarmulighederne ved prøven. I stedet skulle deltagerne ifølge rettevejledningen - men i strid med sandheden - sætte kryds ved svaret, at Nordisk Råd rådgiver de nationale parlamenter.

Ritzau har i to dage forgæves forsøgt at få ministerens kommentar til sagen.

/ritzau/

SF vil nu have integrationsministeren til at redegøre for, hvor mange der dumpede indfødsretsprøve på grund af fejl i prøven. En optælling viser mindst 14.

Offentliggjort Sidst opdateret