Fejl i medicinstuderendes eksamensopgaver

Det vrimler med stavefejl, genbrugte opgaver og spørgsmål uden for det angivne pensum i både eksamener og retteanvisninger, når de studerende går til eksamen på landets medicinstudier, skriver Politiken.

- Hvis man som studerende mister tilliden til eksamen, mister man også tilliden til, at man kan klare situationen som færdiguddannet læge. Det er en fremmed verden, og som nyuddannet læge kan man hurtigt komme til at føle sig usikker, siger medicinstuderende Julie Vinkel Clausen til avisen.

Hendes klage udspringer af vinterens eksamen i "Kliniske sygdomsenheder og arbejdsmedicin" på 2. semester af kandidatuddannelsen på Københavns Universitets lægestudium. Her oplevede hun sammen de øvrige studerende, at over halvdelen af deres eksamensopgave lå uden for det, de havde gennemgået i undervisningen og terpet op til eksamen.

En fælles klage fra 126 studerende betød, at 55 procent af eksamensopgaverne blev taget ud af bedømmelsen.

Eksamensfejlene har nu nået et omfang, så det truer lægeuddannelsens kvalitet og dermed patienternes sikkerhed, siger de medicinstuderende og Foreningen af Danske Lægestuderende, FADL. Det har fået Julie Vinkel Clausen til i samarbejde med FADL at hyre en advokat i en klagesag rettet mod Københavns Universitet. Hun vil, hvis det bliver nødvendigt, føre den principielle sag hele vejen til Folketingets Ombudsmand.

Det dramatiske skridt sker for at sikre uddannelsens kvalitet og i frustration over, at problemerne på Københavns Universitet har stået på i årevis.

Når FADL vælger at støtte klagen med advokatbistand, skyldes det ifølge Politiken, at de mener, at Københavns Universitet ikke tager de studerendes klager alvorligt.

/ritzau/

Medicinstuderende klager over, at deres eksamensopgaver er fyldt med fejl. 126 studerende fra Københavns Universitet klager over eksamensforløbet.

Offentliggjort Sidst opdateret