Når tunnellen over Femern Bælt skal udgraves, bliver havbunden ikke bare smidt i havet igen.
De 15 millioner kubikmeter havbund skal i stedet bruges til 2.300.000 kvadratmeter nyt dansk kystområde på Sydlolland med flere strande, laguner og klint.
Det fremgår af et skitseprojekt, som DHI og Schønherr Landskabsarkitekter har fået grønt lys til fra Femern A/S, skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren.
Selvom det nye kystområde ikke fylder voldsomt meget i forhold til Danmarks samlede areal, bliver kystprojektet danmarkshistoriens hidtil største og ændrer Lollands sydkyst fuldstændig.
- Det enestående ved kystprojektet på Lolland er, at overskydende havbundsmateriale går til udelukkende at forme et nyt landskab, som ikke tjener direkte kommercielle interesser, siger chefingeniør Karsten Mangor hos DHI i Hørsholm til Ingeniøren.
Idéen er at skabe et næsten seks kilometer langt kystområde, der i lige linje bevæger sig cirka 500 meter ud fra Lollands eksisterende sydkyst.
Projektet skaber blandt andet Danmarks første kunstige klint med stejle skrænter.
- Vægten ligger på at skabe ny natur i form af kystlandskaber med strande, klitområder, strandlaguner, naturlaguner, vådområder og kystklinter.
Kystdirektoratet er også begejstret for projektet, der vil modvirke tendensen til, at Danmark skrumper.
- Man kan se med det blotte øje, at Danmark svinder. Havet nedbryder kysten i både Nordsjælland og Vestjylland.
- Det er grunden til, at vi også har en ny strategi, der fokuserer på at få sandet tilbage på kysten med sandforingsprojekter, siger kystteknisk chef Per Sørensen i Kystdirektoratet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned