Ferietrafik: Kør hjemmefra i god tid
Kufferten er pakket, tagboksen spændt på bilen, og forude venter årets længste ferie.
Skoleeleverne holder sommerferie fra fredag, og dermed er startskuddet gået til seks ugers travlhed på de danske veje.
Især de kommende lørdage forventer Vejdirektoratet tæt trafik, og derfor anbefales bilisterne at vælge deres kørselstidspunkt med omtanke.
- Allerbedst er det, hvis man kan undgå at køre på lørdage, da det er den dag, sommerhusene holder skiftedag, siger Pia Richter-Pedersen, trafikmedarbejder i Vejdirektoratet til Ritzau.
- Kan man ikke det, måske fordi man selv skal have overbragt en sommerhusnøgle, så er det en god idé at køre enten tidlig morgen eller om aftenen, siger hun.
Hun henviser til, at de fleste rejsende vil være på vejene imellem klokken 8 og 20 med en spidsbelastning mellem 10 og 16. Og det gælder, hvad enten ruten går på tværs af Danmark eller til og fra Tyskland enten via Rødby, Gedser eller Padborg.
Også på Storebælt mærkes sommerhustrafikken. Lørdag mellem 11 og 13 ventes knap 9000 køretøjer at passere, siger chef for betalingsanlægget Jens Kjær Nielsen.
- Sjællænderne er her typisk mellem klokken 11 og 12, mens presset fra jyderne, som jo har lidt længere, først aftager ved 13:30-tiden, siger Jens Kjær Nielsen.
Trods de mange bilister forventer A/S Storebælt, at ferietrafikanterne kan passere uden ventetid af betydning.
Skolernes første ferieweekend falder sammen med, at årets Roskilde Festival begynder med mange rejsende fra især de skandinaviske lande og Tyskland. Samtidig slutter en stor videnskabskonference i København, og det vil de rejsende mærke i Københavns Lufthavn.
Lørdag forventes ikke færre end 100.000 passagerer, og det er rekord.
- Man skal indstille sig på travlhed, og derfor er vores råd til passagererne som altid, at man møder til den tid, flyselskaberne anbefaler, siger Marie-Louise Lotz, passagerchef, Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro