Egentlig skulle hegnet ind til Roskilde Festivals campingområde først have været åbnet klokken 18.00 lørdag aften. Men utålmodige gæster sparkede sig med magt gennem hegnet allerede omkring klokken 13.00.
Og det irriterer festivalledelsen så meget, at de nu overvejer at ændre i åbningsprocedurerne.
- Det er rigtig ærgerligt, at hegnet blev væltet før tid. Vi vil nu evaluere meget kraftigt på vores åbningsprocedure og se på, om vi skal gøre noget anderledes. Skal vi fortsætte med at bytte billetter om til armbånd? Eller skal vi åbne op på en anden måde, siger festivalens talskvinde, Christina Bilde, til Ritzau.
Hun vil dog ikke komme nærmere ind på overvejelserne, inden hun mødes med resten af ledelsen.
For at undgå at hegnet blev væltet før tid, havde festivalledelsen i år arrangeret ekstra underholdning og service i venteområderne foran indgangen, så gsæterne ikke blev utålmodige.
Sideløbende havde festivalens hjemmeside på forhånd bedt gæsterne respektere reglerne, så det "ikke kommer til at gå ud over de gæster, der kommer til tiden". Men lige meget hjalp det.
Christina Bilde er mest af alt træt af, at festivalen bruger op mod 100.000 kroner og mandskab på at holde festivalgæsterne væk fra hegnet inden åbningen.
- Vi bruger rigtig mange ressourcer på at holde folk væk fra hegnet. Rigtig meget stærkt hegn bliver sat op, og rigtig meget mandskab bruges på at vogte om området. Vi bliver nødt til at se på, om det er rimeligt, at det skal koste os så meget, siger Christina Bilde.
Siden 2006 har der været tradition for at vælte hegnet ind til campingområdet. I 2009 blev det væltet hele 11 timer før planlagt - allerede lørdag aften klokken 20.54.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde