Festivalledelse tager H1N1-smitte roligt

En kvinde på Skanderborg Festival er smittet med virus af typen H1N1. Festivalens ledelse glæder sig over, at smitterisikoen tages alvorligt af gæsterne.

Fundet af H1N1-smitte hos en af de knap 50.000 feststemte mennesker i disse dage på Danmarks Smukkeste Festival tages roligt af arrangørerne.
Kvinden er efter have været tilset af festivalens skovskadestue torsdag for influenzasymptomer efterfølgende på Århus Sygehus blevet testet positiv for den smitsomme influenzavirus.
- Men det er ikke en stor ting. Vi har hele tiden opfordret folk til at bruge vores skadestue, hvis de følte sig dårlige. Også vores vagter er instruerede om at henvise folk til vores dygtige sundhedsfaglige personale på festivalen, hvis der er mistanke om noget, siger festivalens talsmand Poul Martin Bonde.
- Selvfølgelig er der altid en risiko for smittespredning her som alle andre steder, hvor mange mennesker er samlede under forhold, som er knap så hygiejniske i forhold til derhjemme. Men det her er altså ikke noget dramatisk, siger han.
Han glæder sig til gengæld over, at både de over 10.000 hjælpere på festivalen og de omkring 25.000 daglige betalende gæster tager den megen snak om svineinfluenza seriøst.
- Vores folk melder, at brugen af desinficerende håndspray og engangshandsker er så stort i år, at vi må have tørlagt hele Østjyllands for latexhandsker. Samtidig er der aldrig brugt så meget tolietpapir før. Det kan kun være et signal om, at folk er grundige ved håndvasken og tørrer hænderne godt af, siger Poul Martin Bonde.


H1N1 er ifølge myndighederne ikke en specielt farlig influenza. Den er imidlertid frygtet, fordi den smitter meget let og kan være en trussel mod ældre og svagelige personer. I alt er der herhjemme registreret 367 tilfælde af H1N1. Men langt fra alle smittede søger læge, så det reelle antal er formentlig langt højere.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret