Festivaltoiletter får Facebook-adgang

Opdater din Facebook-profil, mens du sidder på toilettet

Det bliver et af tilbuddene, som Roskilde Festival søsætter i et forsøg på at få løst problemet med, at publikum lader deres vand overalt på pladsen.

Det skriver Dagbladet Roskilde.

Festivalen vil derfor til sommer eksperimentere med blandt andet kvindeurinaler, tissetræer, underholdning ved toiletkøerne og toiletter med skærme, hvor man kan gå på Facebook, mens man alligevel har lidt tid for sig selv.

- Vi har en tissekultur i Danmark, hvor man ikke har noget imod at stille sig op og tisse i det fri, hvis man ikke kan komme på toilettet.

- Det er ikke særlig lækkert, så vi eksperimenterer med toiletforholdene, siger festivalens talskvinde Christina Bilde til Dagbladet Roskilde.

Problemet var især grelt sidste år, hvor festivalledelsen efterfølgende erkendte, at der ikke var sat nok toiletter op.

Derfor vil der i år være dobbelt så mange toiletter på festivalpladsen: 400 mod 200 sidste år, og der vil være 20 procent flere toiletter på hele festivalområdet.

/ritzau/

Der bliver mulighed for at tjekke Facebook-profilen på skærme på Roskilde Festivalens toiletter.

Offentliggjort Sidst opdateret