Fie fører Hækkerup-navnet videre i Folketinget
I november 2022 underskrev Fie Hækkerup (S) en erklæring om at ville overholde Grundloven, da hun indtrådte i Folketinget. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Gennem de seneste 100 år har Hækkerup-navnet løbende været repræsenteret i Folketinget. I dag føres faklen videre af Fie Hækkerup, der 25. juli fylder 30 år.
Skal man forbinde det at være folketingspolitiker til et specifikt efternavn, så er Hækkerup et godt bud.
Gennem de seneste 100 år har familien Hækkerup haft en lang række folketingsmedlemmer for Socialdemokratiet.
Det nyeste skud på stammen er Fie Hækkerup, der 25. juli fylder 30 år.
Da hun ved folketingsvalget i november 2022 blev valgt ind for første gang, udfyldte hun et Hækkerup-tomrum på omkring et halvt år i Folketinget.
Hendes far, Nick Hækkerup, trak sig nemlig fra politik i maj 2022 og efterlod Folketinget uden en Hækkerup.
Nick Hækkerup, der var justitsminister, da han forlod politik, er søn af tidligere folketingsmedlem Klaus Hækkerup og bror til tidligere folketingsmedlem Ole Hækkerup.
Klaus Hækkerups far er tidligere minister Per Hækkerup, der også fik sønnen Hans Hækkerup, der ligeledes er tidligere minister.
Det er derfor noget af et politisk dynasti, som Fie Hækkerup nu fører videre i Folketinget. Hun er også valgt i sin fars tidligere kreds, Hillerød-kredsen.
Og hun er meget bevidst om sit efternavn.
- Jeg tror, det har betydet noget. Det kan jeg jo mærke, når jeg har snakket med folk på gaden, der har haft gode anekdoter og oplevelser med andre i familien, som min far og farfar.
- Så jeg tror da, det har smittet positivt af på mig, sagde Fie Hækkerup til Politiken, efter at hun blev valgt til Folketinget.
Hun fik 5789 personlige stemmer i Nordsjællands Storkreds.
Fie Hækkerup fik posten som forbrugerordfører hos Socialdemokratiet efter valget, inden hun i slutningen af 2023 også blev ældreordfører.
I dag er hun på orlov fra Folketinget. Fie Hækkerup og hendes mand, Mikkel Juhl Hækkerup, mistede 5. april deres datter. Datteren Carla var født med en sygdom i hjernen og gik bort et døgn efter fødslen, skrev Fie Hækkerup på Facebook 25. april.
Inden Fie Hækkerup blev valgt til Folketinget, var hun public affairs-konsulent i Rud Pedersen.
Hun er desuden tidligere formand for den socialdemokratiske studenterorganisationen Frit Forum, mens hun uddannede sig til cand.mag. i dansk ved Københavns Universitet.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker