Film om brutal militærkultur i Belarus vinder dansk pris
Filmen "Motherland" vandt fredag aften hovedprisen ved filmfestival CPH:DOX. Foto: Free
Filmen "Motherland" udforsker, om man i et indespærret samfund har individuelle valg, mener jury.
Filmen "Motherland", der skildrer en brutal militærkultur i Belarus, har fredag aften vundet hovedprisen ved den danske dokumentarfilmfestival CPH: DOX.
Det oplyser filmfestivalen i en pressemeddelelse.
I sin bedømmelse skriver festivalens jury, at "Motherland" er en film, der tager sig god tid til "at udfolde kompleksiteten ved at leve i et undertrykkende og uretfærdigt system".
- Den stiller spørgsmålstegn ved idéen om, at man har et individuelt valg i et indespærret samfund, lyder det.
- Filmens titel er en måde at give magten tilbage til de kvinder, som står i spidsen for denne kamp.
Filmen er blevet instrueret af instruktørparret Hanna Badziaka og Alexander Mihalkovich.
Niklas Engstrøm, kunstnerisk direktør hos CPH: DOX, kalder filmen for "fuldstændig fantastisk".
- Den viser os en mørk virkelighed, som er langt fra det, vi kender i Danmark. Det er en virkelighed, hvor man lever under forfærdelige vilkår med en autokratisk præsident, siger han.
- Men filmen giver også håb. Særligt et håb, der ligger i ungdommen, lyder det.
Fredag aften er der også blevet uddelt en række andre priser, hvor to danske film har været i rampelyset.
Det gælder blandt andet "Inger & det dårlige selskab", som har vundet filmfestivalens konkurrence for nordiske film.
I filmen, der er instrueret af Jella Bethmann, følger man 80-årige Inger, som giver plads til skæve eksistenser i sin store villa.
- Medfølelse er en dyd, som ofte bliver fremkaldt, uden man anerkender kernen i dens essens: ægte empati, skriver juryen.
- Denne mesterlige film beskriver en hovedperson, der belyser dette ideal gennem hendes utrættelige arbejde, hendes omsorgsfulde ærlighed og hendes åbenhed over for livets enkelthed.
Prisen for den bedste danske dokumentarfilm gik til "Apolonia, Apolonia", som følger den unge billedkunstner Apolonia Sokol over en periode på 13 år.
Her har juryen netop bidt mærke i, at den har taget så mange år at producere.
- Det kunne være blevet til det rene ingenting, men i stedet blev det et mageløst, organisk portræt af en tid, af kvindelige kunstnere, af dokumentarfilmens praksis, man kunne endda sige et portræt af livet.
CPH: DOX blev grundlagt i 2003 og er en af de største dokumentarfestivaler i verden. Filmfestivalen fortsætter indtil søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned