Finalen i Melodi Grand Prix indtager Danmark 10. maj
Melodi Grand Prix-entusiaster kan godt sætte et kryds i kalenderen.
Vinderen af næste års Europæiske Melodi Grand Prix skal nemlig findes lørdag 10. maj, når finalen afvikles på dansk grund.
Semifinalerne kommer til at foregå tirsdag den 6. maj og torsdag den 8. maj.
Det oplyser Danmarks Radio i en pressemeddelelse.
Oprindeligt var der ellers tale om, at finalen skulle have ligget lørdag den 17. maj, men den dato har DR - i samråd med Eurovision, som står bag grandprixet - valgt at rykke en uge frem.
- Vi har forsøgt at finde en dato, som passer både de byer, der i øjeblikket dyster om værtskabet, og som samtidig passer vores europæiske naboer, siger Pernille Gaardbo, som er DR's executive producer på grandprixet.
Hvilken dansk by, der skal danne ramme om næste års finaleshow, kan DR ikke afsløre endnu.
Den beslutning forventes først at blive taget på den anden side af sommerferien, hedder det i pressemeddelelsen.
Én ting er dog sikkert: De endnu ukendte finalister i næste års Melodi Grand Prix skal enten mødes i Horsens, Herning eller København, som er de tre byer, der dyster om at huse det prestigefulde arrangement, som forventes at hive adskillige gæster til sig.
I Sverige, hvor dette års finale blev holdt, har de svenske turistorganisationers analyseinstitut regnet sig frem til, at der i forbindelse med arrangementet blev omsat for 185 millioner svenske kroner - hvilket svarer til cirka 160 millioner danske kroner.
Samtidig vurderer Turismens Udredningsinstitut, at annonceværdien løber op i 1,1 milliarder svenske kroner - lidt under en milliard danske.
Næste års finale holdes i Danmark, fordi danske Emmelie de Forest vandt dette års grand prix ved finalen i Malmø med sangen "Only Teadrops".
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde