Fiskeproducenter snyder tilsyneladende med indholdet, når de fremstiller og pakker deres varer. Det viser en test af fire forskellige fiskeprodukter, som 24timer har fået foretaget på Metropol Ernærings- og Sundhedsuddannelserne, det tidligere Suhr?s Seminarium.
Kun i en ud af de 20 tilfældigt udvalgte varer var der den mængde fisk, som der stod på pakken. Værst ser det ud for makrel i chilitomatsauce fra Glyngøre og karrysild fra Irma.
I Forbrugerrådet synes fødevarepolitisk medarbejder Camilla Udsen, at 24timers testresultater "lyder helt vilde", og rådet har tænkt sig at anmelde producenterne, hvis fødevaremyndighederne ikke selv ser på sagerne.
Souschef i Fødevarestyrelsen Niels Bølling forsikrer, at det har de tænkt sig at gøre.
- Resultaterne er fuldstændig uacceptable. Loven giver mulighed for at tolerere nogle plusser og minusser i forhold til den angivne vægt, men af jeres test lyder det jo til, at der kun er minusser. Det er bekymrende og noget, som vi skal have kigget på, siger Niels Bølling.
Hos Glyngøre mener informationsdirektør Elsebeth Voss dog ikke, at virksomheden har gjort noget forkert, når der svømmer 26 procent mindre makrel rundt i tomat og chili, end Glyngøre skriver på dåsen.
- Vi angiver vægten af den rå makrel og ikke den færdigkogte makrel. Det står der i den danske lovgivning for mærkning, at vi skal. Hvis det kan opfattes forkert af forbrugeren, må loven laves om, siger hun.
Niels Bølling mener dog ikke, at loven tvinger producenterne til at vildlede forbrugerne.
Hos Irma valgte man at fjerne to slags karrysild fra hylderne, da man blev præsenteret for testresultaterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker