Fiskere: Guide til miljørigtige fisk er vildledende
Verdensnaturfondens fiskeguide er mere misledende end vejledende for forbrugerne.
Sådan lyder det fra Danmarks Fiskeriforening, efter at Verdensnaturfonden (WWF) onsdag har lanceret en fiskeguide til smartphonen og hjemmesiden hvaforenfisk.dk, som viser, hvilke fisk der er miljørigtige at spise.
- WWF anbefaler, at man køber MSC-certificerede fisk, men med den anden hånd problematiseres trawlfisket fisk, selvom de er MSC-mærkede.
- Det er der ikke en forbruger, der kan forholde sig til. Man kan nemlig ikke se det på produkterne i supermarkedet, forklarer formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.
MSC er en uafhængig organisation, der arbejder for at bevare det naturlige havmiljø og sikre bestandene af de vilde fisk. MSC står for Marine Stewardship Council.
Verdensnaturfonden opfordrer danskerne til at spise MSC-mærkede fisk og har samtidig inddelt danskernes yndlingsfisk på en grøn, gul og rød liste - alt efter hvor miljørigtig fangsten er, og hvordan de enkelte arter og bestande har det.
Ifølge WWF kan fiskene på den grønne liste spises med god samvittighed, mens forbrugerne skal være kritiske over for dem på den gule og overveje at holde sig fra fiskene på den røde liste.
Dog er nogle af fiskene på den røde liste MSC-certificerede.
Derfor anbefaler Danmarks Fiskeriforening, at man går efter MSC-mærket i stedet for at kigge på Verdensnaturfondens guide.
- Hvis det er vigtigt for forbrugeren, at bestanden har det godt, og man ikke kan sætte en finger på fiskeriet, så gå efter MSC-mærket.
- Ellers så snak med fiskehandleren, fordi der er mange fiskebestande, som ikke er MSC-certificeret, men som er i god tilstand alligevel, forklarer Svend-Erik Andersen.
Ifølge Svend-Erik Andersen er 75 procent af den solgte fisk fra danske fiskerier MSC-certificeret.
- Vi er kommet rigtig langt i retningen af at få certificeret dansk fiskeri, så man kan sikre, at forbrugerne kan træffe det rette valg, hvis de ønsker det, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned