Fiskere reddede enarmet svensker

Efter at have ligget havet i mere end fire timer blev en svensker reddet. Han var faldet udenbords fra sin sejlbåd, hvorfra han blev meldt savnet af sin søn.

En svensker sidst i 40'erne blev ved femtiden onsdag morgen reddet i Kattegat og bragt til Aalborg Sygehus efter han faldt over bord fra en sejlbåd og lå i havet i over fire timer. Stabsvagten ved SOK oplyser, at manden har det godt.
Svenskeren var sammen med sin 16-årige søn på vej fra Gøteborg til Læsø, da sønnen meldte faderen savnet lidt over midnat og eftersøgning blev sat i gang. Drengen var gået ned for at sove, men da han på et tidspunkt gik på dækket var faderen forsvundet.
- Vi ved ikke, hvorfor han faldt udenbords. Men da manden er handicappet, idet han kun har én arm, kan det have spillet ind under en eller anden manøvre. Det blæste en del i området, siger stabsvagten K. Frederiksen.
Det var en lokal fisker fra Læsø, der fandt svenskeren. Man hørte hans råb, inden han blev fundet. Siden blev han med helikopter bragt til Aalborg.
- Manden må have været i god fysisk form og rigtigt påklædt. Det var en heldig og lykkelig udgang på en redningsaktion, siger stabsvagten.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret