Regeringen slår med sin nye narkostrategi fast, at den ikke ønsker de såkaldte fixerum, hvor narkomaner kan indtage deres medbragte stoffer under overvågning af sundhedsfagligt personale.
Det undrer Mette Frederiksen, socialordfører for Socialdemokraterne.
- Hvis regeringen for alvor ville bekæmpe dødeligheden, skulle man indføre fixerum. Men i stedet fastholder man stædigt sin modstand til stor skade for de alt for mange stofmisbrugere, der dør hvert år, siger hun.
Hun peger på, at en samlet opposition længe har forsøgt at få regeringen til at indføre fixerum, som, hun mener, kan nedbringe dødeligheden og give narkomaner mere værdige forhold.
I stedet for fixerum har regeringen foreslået sundhedsrum, hvor misbrugere kan få rene kanyler og tilbud om sundhedsfaglig hjælp.
Men her kan de altså ikke må indtage stoffer.
Rådet for Socialt Udsatte glæder sig over sundhedsrummene, men ærgrer sig over, at regeringen afviser fixerummene.
- Vi har flere gange påpeget, at det er bedre, hvis narkomanerne får mulighed for at tage stofferne under fornuftige forhold. Samtidig tror vi, at fixerum vil betyde, at færre narkomaner dør, siger Jann Sjursen, formand for rådet.
Antallet af stofmisbrugere er fra 2005 til 2009 steget fra 28.000 til 33.000, og antallet af dødsfald er steget fra 239 dødsfald i 2008 til 279 dødsfald i 2009.
Mette Frederiksen er ikke imponeret over regeringens indsats.
- Det er en falliterklæring for regeringens indsats, at både antallet af stofmisbrugere og dødeligheden stiger, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde