Flemming Møller klar til at afløse Anders Fogh

Flemming Møller (V) er førstesuppleant for Venstre i Region Sjælland og dermed på vej til en taburet i Folketinget, hvis Statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver valgt til ny generalsekretær i Nato.

Den tidligere konservative toppolitiker Hans Engell sagde søndag til TV2, at han ikke længere er tvivl om, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) får en toppost i Nato.

Flemming Møller er ikke blevet informeret direkte af partiet eller Folketinget om situationen.
- Jeg har ikke fået nogen insider-informationer, men hører og ser kun det, som andre ser og hører.

Flemming Møller sidder i Lolland Byråd og i bestyrelsen for Femern Bælt Forum. Kommer han i Folketinget er det infrastruktur og forbedringer for udkantsområderne, der er de store hjertesager.

- Femern Bælt-forbindelsen er godt på vej, men skal følges hele vejen. Dertil kommer ønsket om en bedre vejforbindelse til Tårs, siger han.

Flemming Møller brænder også for tanken om en kunstig ø ud for Lolland, der kan fungere som container-transit-ø i forbindelse med den faste forbindelse.
- Så man kan udnytte den nord-sydgående trafik på broen og den øst-vestgående skibstrafik, som han forklarer.

Bliver Anders Fogh Rasmussen udnævnt til generalsekretær, bliver Flemming Møller Lolland-Falsters femte faste medlem i Folketinget og i den lokale kaffeklub.




Dyrlægen fra Maribo kommer i Folketinget, hvis statsministeren forlader dansk politik.

Offentliggjort Sidst opdateret