Flere ældre køber selv hjemmehjælpen
Næsten hver anden gang en hjemmehjælper banker på døren hos en ældre borger for at gøre rent eller udføre andre praktiske gøremål, står et privat firma - og ikke kommunen - bag hjælpen.
Mens 36,7 procent valgte en privat leverandør i 2008, var andelen steget til 47 procent i 2011, skriver Jyllands-Posten.
Omfanget af privat hjælp vil stige yderligere i de kommende år og overhale den kommunale andel på praktisk hjælp, forudser borgmester Anny Winther (V), formand for socialudvalget i kommunernes forening, KL.
- Fremover bliver det mindre bureaukratisk at udbyde opgaver, og det vil få flere private til at melde sig. Det er meget positivt, fordi det øger borgernes valgmuligheder, siger hun.
Den kommunale begejstring deles ikke af Danske Pensionisters formand Arne Rolighed, som frygter en opdeling i et a- og et b-hold.
- Det er en meget kedelig udvikling, for de ældre, der har mest at gøre godt med, vil vælge private løsninger, fordi der kan de købe ekstra hjælp.
- Det kan man ikke i det offentlige, så der vil alle fattigrøvene være henvist til, siger Arne Rolighed.
Et lovforslag fra regeringen skal modernisere reglerne for at vælge frit. De mere simple regler skal øge konkurrencen og give besparelser på 132 millioner kroner.
Lovforslaget handler dog ikke om at fremme den private hjemmehjælp, siger socialminister Karen Hækkerup (S).
- Jeg forholder mig helt uideologisk til det, men når vi kan spare 132 millioner kroner ved at fjerne papir-fnidder-fnadder ved at gøre det lettere for kommunerne at udbyde opgaver, betyder det i sidste ende mere service til de ældre.
- Det er det vigtigste, siger hun til Jyllands-Posten.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker