Flere børn og unge modtager handicaphjælp

I alt modtog 11900 børn og unge de handicapkompenserende indsatser i 2023. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Vejen og Lolland var de to kommuner, der bevilgede mest handicaphjælp til kommunernes børn og unge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere børn og unge i Danmark får hjælp fra kommunen i forbindelse med et fysisk eller psykisk handicap.

Andelen af børn og unge, der i 2023 modtog handicapindsatser, steg nemlig med 1600 sammenlignet med året før.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I alt modtog 11900 børn og unge de handicapkompenserende indsatser.

Det svarer til, at en procent af alle børn og unge i Danmark under 18 år modtog handicaphjælp fra kommunen i 2023. Året før var tallet 0,9 procent.

Aflastning af forældre var den indsats, der blev givet flest gange i 2023. Aflastningshjælpen udgjorde mere end halvdelen af den samlede handicaphjælp og indebærer hjælp til praktiske opgaver i hjemmet.

Derudover blev de handicapkompenserende indsatser fordelt på hjælp til fysiske og psykiske færdigheder, særlige dag- og klubtilbud, hjemmetræning af børn og personlig hjælp og pleje.

Aldersgruppen af børn mellem 6 og 11 år, der modtog hjælp, udgjorde 4700 børn og var dermed den gruppe, der modtog flest handicapindsatser.

Kommunernes brug af serviceloven til hjælp og støtte varierer meget på tværs af landet. I 11 kommuner bevilges handicaphjælpen til mindre end 0,5 procent af børn og unge.

I Vejen Kommune og Lolland Kommune bevilges hjælpen til henholdsvis 6,8 og 6,5 procent af kommunernes børn og unge.

I 2022 var Vejen også den kommune, der bevilgede flest handicapindsatser til børn og unge.

/ritzau/