Fattigdommen buldre derudaf i Danmark. De humanitære organisationer bliver rendt over ende af familier, der ikke har råd til at give deres børn et ferieophold eller en tur til en forlystelsespark.
ASF-Dansk Folkehjælp sender i år 500 familier af sted på ferieophold i feriecentre i Danmark. Organisationen har i år fået 20 procent flere ansøgninger end sidste år og har været nødt til at sige nej til cirka 250 familier, men organisationen forsøger nu at skaffe midler til at øge antallet med yderligere mindst 100 familier.
Generalsekretær i ASF - Dansk Folkehjælp, Claus Nørlem, er ikke i tvivl om, at de familier, der beder om hjælp er fattige.
- 70 procent af familierne er enlige forsørgere på overførselsindkomster. De har typisk to eller tre børn og skal leve for et rådighedsbeløb på mellem 2500 og 3500 kroner om måneden. Det betyder, at et ferieophold er helt uopnåeligt, siger Claus Nørlem.
Også hos den folkekirkelige organisation Samvirkende Menighedsplejer og Frelsens Hær har man oplevet en markant stigning i ansøgningerne til feriehjælp i år.
Kommunikationschef Lars Lydholm fra Frelsens Hær peger også på, at årsagen er en voksende fattigdom.
- Vi mærker det ikke kun på antallet af ansøgninger til julehjælp og feriehjælp, men vi oplever også en kraftig stigning af henvendelser fra forældre, der for eksempel ikke har råd til, at deres børn kan komme med på skolens lejerskole eller deltage i fritidsaktiviteter. Vi har også fået henvendelser fra forældre, der er ulykkelige over, at de ikke har råd til at holde en konfirmation, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker