Flere danske sindslidende begår selvmord

Andelen af psykiatriske patienter, der efter kontakt med det psykiatriske system ender med at tage deres eget liv, er 18 gange så stor i Danmark som i Sverige.

Det viser en ny sammenlignende undersøgelse af psykiatrien i de nordiske lande, som Nordisk Råd har fået udarbejdet, skriver Information.

Rapporten opgør, hvor mange psykiatriske patienter ud af 100.000 indbyggere over 18 år, der i løbet af 2009 begik selvmord.

Hvor tallet for Sverige er 0,31, så tegner Danmark sig for 5,6 - eller 18 gange så mange.

Tilsvarende tal er ikke tilgængelige for de andre nordiske lande - men Mads Koch Hansen, der er formand for Lægeforeningen, erklærer sig alligevel "rystet" over forskellen:

- Det er svært at se på som læge, at der blandt to så sammenlignelige lande som Danmark og Sverige er så markante forskelle i selvmordsraterne for psykiatriske patienter, siger Mads Koch Hansen til Information.

Hos pårørendeforeningen Bedre Psykiatri kalder generalsekretær Thorstein Theilgaard forskellen for "urovækkende og trist".

- Antallet af selvmord er et udtryk for, hvor god og veludbygget en behandling mennesker med psykisk sygdom får - eller ikke får - i dette land. Det er dybt beskæmmende.

Hvor andre sundhedsområder som for eksempel kræftbehandlingen kun er blevet styrket, er psykiatrien sakket agterud i de seneste 10 år.

Antallet af psykiatriske sengepladser er faldet med 20 procent.

- Der er behov for at lave en samlet psykiatriplan, som man har gjort i Norge, siger Jeanett Bauer, der er formand for Psykiatrisk Selskab.

- Både Sundhedsstyrelsen, Lægeforeningen og regionerne har psykiatriplaner - men de har alle karakter af statements, som ingen kan være uenig i. Ikke af konkrete handleplaner, siger hun til Information.

/ritzau/

Langt flere danske end svenske sindslidende begår selvmord, viser en undersøgelse, der ryster eksperter.

Offentliggjort Sidst opdateret