Flere danskere går i kirke

De danske kirker er blevet mindre tomme i løbet af de seneste seks år. Det viser nye resultater fra det fælles-europæiske samarbejde European Social Survey (ESS).

I modsætning til vores nordiske nabolande Norge og Sverige, ser det ud til, at danskerne er begyndt at gå mere i kirke. Især når det gælder højtiderne, er der sket en markant fremgang. Fra 2002 til 2008 er antallet af danskere, der oplyser, at de går i kirke til højtiderne, steget fra 25,2 procent til 30,5 procent.

Undersøgelsen afslører, at danskerne er begyndt at gå langt mere i kirke til andre højtider end jul og påske, oplyser Karen Schousboe fra Folkekirkens Infocenter i Københavns Stift.

- Det er eksempelvis til allehelgen og 1. søndag i advent, der kommer flere danskere i kirke, siger Karen Schousboe, som har nærlæst tallene fra ESS.

Også den almindelige kirkegang er vokset en smule. 13,8 procent oplyser i 2008, at de går i kirke mindst en gang om måneden. I 2002 var tallet 13,4. Der er dog stadig et flertal af danskerne, der aldrig sætter deres ben i kirken. Tallet er dog faldet fra 61, 3 procent i 2008 til 55,2 procent i 2008.

Tallene overrasker ikke Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen.

- Det er dejligt at få sin egen fornemmelse af tingenes tilstand bekræftet og mane mediernes forvrøvlede dommedagsstemning om tomme kirkebænke i jorden. Der er brug for en nuancering af debatten på det her punkt, og den europæiske værdiundersøgelse er et kærkomment indspark i den sammenhæng, siger han.

ESS indsamler hver andet år data om politiske, sociale og kulturelle forhold i 30 europæiske lande.

/ritzau/

Nye tal viser, at danskerne er begyndt at gå mere i kirke. Det er især højtiderne, der trækker.

Offentliggjort Sidst opdateret