Flere end 2500 nye omikrontilfælde på et døgn

Det er 25 dage siden, omikron blev opdaget i Danmark. Nu er det samlede antal tilfælde oppe på 11.559.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det samlede antal omikrontilfælde i Danmark er fredag steget til 11.559. Det er en stigning på 2550 tilfælde på et døgn.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde i Statsministeriet fredag eftermiddag.

Stigningen er mindre, end den var torsdag, da der blev fundet 2962 nye tilfælde.

Det er 25 dage siden, varianten blev opdaget i Danmark, fortæller Heunicke.

På pressemødet meddeler regeringen i øvrigt, at den ønsker at indføre nye restriktioner, heriblandt lukning af biografer og teatre samt kortere udskænkningstid på restauranter. Tiltagene skal godkendes i Epidemiudvalget, inden de kan træde i kraft.

Omikron udgør en væsentlig del af begrundelsen for de varslede restriktioner.

- Spillereglerne er ændret af omikron, og derfor bliver vi nødt til at reagere nu, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

I flere lande, hvor den er fundet - heriblandt Sydafrika og England - er der set en heftig stigning i antallet af smittede. Blandt andet undersøges variantens smitsomhed og evne til at smitte på trods af vaccine og tidligere infektion.

Frederiksen erkender, at der er "meget, vi ikke ved" om varianten.

- De seneste data viser, at omikron udgør mere end hver femte af alle smittetilfælde, siger hun på pressemødet.

Det er især de unge på 20 til 29 år, der bliver smittet med omikron.

Det fortæller direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum, som uddyber, at det især er i hovedstadsområdet, at smitten med omikron er høj.

Derfor mener han, at det er en god idé at lukke nattelivet.

Der har tidligere været meldinger om, at omikron muligvis gav mindre alvorlig sygdom end andre varianter. Men den opfattelse har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, advaret imod.

Noget lignende lyder fra flere danske eksperter, der udtaler sig til Berlingske fredag.

- Det er for tidligt at udtale sig skråsikkert om omikron med de begrænsede erfaringer, vi har. Lige nu tror jeg dog, at vi skal være forberedt på, at den kan være op til lige så farlig som deltavarianten, sagde professor i akutmedicin på Herlev-Gentofte Hospital Kasper Iversen til avisen.