Flere fædre får barnet efter skilsmisse
Langt flere børn end tidligere flytter ind hos deres far, når forældrene skilles, skriver Kristeligt Dagblad.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at gruppen af enlige fædre siden 2000 er steget med 50 procent.
Til sammenligning er stigningen kun halvt så stor, når det drejer sig om enlige mødre, som dog stadig udgør langt de fleste af de enlige forældre i Danmark.
- Det er en ret fantastisk udvikling. Den er et udtryk for, at der bliver mere og mere ligestilling i familielivet, siger familieforsker og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen.
Han er medforfatter til en ny rapport om eneforsørgere i Danmark fra Susi og Peter Robinsohns Fond og Center for Alternativ Samfundsanalyse.
Per Schultz Jørgensen vurderer, at udviklingen skyldes et større engagement fra fædrene i børneopdragelsen:
- De seneste 20-30 års positive historie på familiefronten er, at far er kommet mere på banen. Den fraværende far er kommet hjem, og nu tager han del i husarbejde og pasning af børn. Vi ser jo også langt flere tilfælde af, at manden kæmper for mere forældremyndighed i retten, siger han.
Samtidig vurderer Per Schultz Jørgensen, at antallet af enlige forældre generelt er steget, fordi det i højere grad er muligt med én indkomst at have børn boende.
Ifølge Danmarks Statistik havde godt 21.000 enlige mænd et barn registreret på deres folkeregisteradresse i 2000, mens tallet i år er knap 32.000. Det betyder, at enlige fædre fra at udgøre 18 procent af alle aleneforældre i 2000 er steget til at udgøre 21 procent i år.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned