Der er kommet flere fattige familier i Danmark. Det er Dansk Folkehjælps konklusion, efter at foreningen har modtaget 52 procent flere ansøgninger om ferieophold end sidste år.
- Det er forstemmende at konstatere, at så mange børn i deres dagligdag lider under forældrenes økonomiske formåen, siger Johan Vest, der er koordinator for ASF-Dansk Folkehjælp.
Sidste år fik Dansk Folkehjælp 25 procent flere ansøgninger om at komme på en uges gratis ferieophold, end der var plads til. Så i år må foreningen give afslag til endnu flere trængte familier.
- Det mest forstemmende er jo, at det ofte er børnene, der mærker det allermest, i skolen, i ferier, i fritiden, siger Johan Vest, der både nævner den finansielle krise og en "fejlslagen socialpolitik" som årsagen til stigningen.
Den seneste undersøgelse fra Arbejdernes Erhvervsråd viser, at der i Danmark er 200.000 borgere, hvis dagligdag og muligheder er begrænset af manglende økonomiske ressourcer.
- Vi kan desværre ikke afhjælpe familiernes økonomiske status, men blot tilbyde dem et pusterum væk fra en problemfyldt hverdag, siger Johan Vest, der hermed spiller bolden videre til politikerne.
2010 er af EU blevet udråbt som fattigdomsår, og i den forbindelse er det i Danmark blevet debatteret, om der skal fastsættes en officiel fattigdomsgrænse, og hvorvidt den skal tage udgangspunkt i økonomiske vilkår.
Indtil videre har regeringen opstillet nogle parametre, som myndighederne skal have fokus på i fattigdomsbekæmpelse, mens oppositionen kritiserede regeringen for at undlade at måle fattigdom i kroner og øre.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde