Flere har fået lyst til bier og blomster

Mens EU netop har sat støtten til EU-landenes biavlere markant i vejret for at sætte fut i den skrantende biavl, så stiger interessen for honningbier herhjemme markant i år.

De senere år er der blevet færre bier og biavlere. Det er rigtig skidt, for honningbierne skal klare den vigtige bestøvning af både landbrugsafgrøder, frugttræer og vilde planter.

Derfor glæder Danmarks Biavlerforening sig over, at den nedadgående kurve er knækket og endda markant.

- Vi har netop passeret 4000 medlemmer. Det er det højeste antal medlemmer de seneste 10 år, siger formanden for Danmarks Biavlerforening, Vagn Kildsig.

Foreningen har i år fået 350 nye medlemmer fordelt over hele landet. Derfor har lokalforeninger travlt med at oplære de nye biavlere.

Biavlerforeningen arbejder målrettet på at få nye biavlere og har i samarbejde med lokalforeningerne uddannet nye instruktører, der hen over sommeren har holdt begynderkurser over hele landet.

- Desuden er tiden med os. I krisetider søger mange af os en større grad af selvforsyning. De nye biavlere har et ønske om at høste egen honning, og det mærker vi på medlemstilgangen, siger Vagn Kildsig.

Danmarks Biavlerforening er landets største sammenslutning af biavlere og tæller både erhvervs- og hobbybiavlere.

/ritzau/

Antallet af biavlere er længe faldet til skade for befrugtning af afgrøder og vilde planter. Men efter solid indsats runder biavlerforeningen nu 4000 medlemmer

Offentliggjort Sidst opdateret