Flere kampe for danske soldater

Det amerikanske militærs indtog i Afghanistan samtidig med højsæsonen for Taliban angreb betyder flere kampe for de danske soldater i landet, siger HOK.

De danske soldater må forvente flere kampe mod Talibanmilitsen i det sydlige Afghanistan i de kommende måneder.
Det siger oberst Henrik Sommer fra Hærens Operative Kommando, efter at godt 4000 amerikanske tropper torsdag indledte en storoffensiv i Helmandprovinsen syd for det område, hvor de danske soldater holder til.
- Der vil komme flere kampe, fordi ISAF (de vestlige styrker, red.) er meget aktive over for Taliban i øjeblikket. Samtidig er vi inde i den sæson, hvor Taliban er meget aktive, og det kan vi allerede se på antallet af træfninger med Taliban, siger Henrik Sommer, men understreger, at den øgede indsats er nødvendig for at få en bedre sikkerhed i Afghanistan. Han erkender samtidig, at risikoen for tab af danske soldater er større på grund af de flere kampe.
- Der er altid risiko for, at man kan få tab, når danske soldater er indsat. Og der er formodentligt større risiko, når der er flere kampe, siger han, men fremhæver samtidig, at risikoen på den lange bane vil falde.
- Taliban er under voldsomt pres for øjeblikket. Og vi håber, at det har en positiv virkning for de danske soldaters vilkår, at der kommer flere soldater til Helmand-provinsen og hjælper med at bekæmpe Taliban, siger Henrik Sommer, der dog ikke vil sætte et eksakt tidspunkt på, hvor længe der går, før situationen er bedre.
- Der vil formentlig gå et antal måneder, men det kan også være et tocifret antal, siger obersten.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret