Flere kommuner indfører digitale besøg hos ældre i hjemmeplejen
For mange ældre kan der være fordele i at erstatte et besøg fra en hjemmehjælper med et opkald på en tablet.
- Det giver dem noget privatliv, og de er ikke så afhængige af at skulle være hjemme, når hjælpen kommer, siger jurist og seniorkonsulent i Ældre Sagen Dorthe Bjerremand Erichsen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En del af løsningen på manglende hænder i hjemmeplejen kan findes i velfærdsteknologi. Skærmbesøg vinder frem i kommunernes hjemme- og sygepleje.
Ritzau RitzauRikke Lund Kristensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Når hjemmehjælpen minder om den daglige dosis medicin eller spørger, hvordan nattesøvnen har været, så sker det oftere fra en skærm i borgerens hjem.
En ny rundspørge blandt landets kommuner viser, at andelen af kommuner, som bruger skærmbesøg i hjemme- eller sygeplejen, er steget fra 33 procent i 2020 til 63 procent i slutningen af 2022.
Rundspørgen er foretaget i 2023 blandt sundhedschefer i kommunerne af Momentum, Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev.
Siden er endnu flere kommuner kommet til. Blandt andet Skanderborg. Her begyndte man i foråret at rulle teknologien ud, siger Anja Stokholm, chefkonsulent i Skanderborg Kommune.
- De kommende år bliver der mange flere ældre, så vi er jo på jagt efter gode løsninger på, hvordan vi stadigvæk leverer god pleje, omsorg og støtte til borgerne uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Annonce
- Skærmbesøg er en af de løsninger, der også giver nogle fordele for borgerne. Man er jo ikke helt så afhængig af, hvor man lige er på køreruten, når man kan få et opkald. Og så er det heller ikke alle, der bryder sig om at have mange forskellige mennesker i deres hjem, siger hun.
Beslutningen om at få et opkald fra en skærm frem for et fysisk besøg tages i dialog med borgeren, fortæller hun.
I Skanderborg Kommune har man siden påske tilbudt skærmbesøg i hjemmeplejen. Systemet, der her ses i brug, hedder VitaComm og minder i sin opbygning lidt om Messenger, forklarer Anja Stokholm, chefkonsulent i Skanderborg Kommune. (Arkivfoto fra Skanderborg Kommune). Foto: Free
Det kan være ét af flere daglige besøg, der klares fra skærmen. Det fungerer typisk i situationer, hvor borgeren har brug for at blive guidet og vejledt.
For eksempel når der skal anrettes mad eller tages et bad. Her kan en kort snak før og efter give borgeren mulighed for at være mere selvhjulpen i situationen.
Kommunen stiller en tablet til rådighed, så der ikke skal bøvles med teknikken, og systemet minder lidt om Messenger, forklarer Anja Stokholm.
Fra flere kommuner lyder erfaringerne, at de ældre er glade for skærmbesøg, og at det sparer dyrebar tid for medarbejderne, der slipper for transport mellem borgernes hjem.
Det er en fordel, når det er svært at få ansat alle de medarbejdere, der er brug for, som det er tilfældet i mange kommuner.
På Lolland har man haft skærmbesøg på forsøgsniveau i hjemmeplejen siden 2019 og er for alvor ved at rulle det ud i år, fortæller Søren Wollesen, sektorchef for Ældre og Sundhed i Lolland Kommune.
- Der er ikke besparelser i det. Men der er en reduktion af anvendt medarbejdertid - altså køretid fra a til b til c til d. Det er ressourceoptimering og et forsøg på at møde en stigende mængde opgaver, samtidig med at vi har svært ved at rekruttere, siger Søren Wollesen.
Hjemmehjælpen kigger forbi. Det er svært at få nok ansatte i ældreplejen allerede nu, og i de kommende år bliver det endnu sværere. Skærmbesøg i hjemmeplejen kan spare tid for medarbejderen. Tiden kan bruges på de borgere, som har det største behov, lyder det fra flere kommuner. (Arkivfoto fra Skanderborg Kommune). Foto: Free
Ifølge sektorformand for social og sundhed i fagforbundet FOA Tanja Nielsen kan skærmbesøg give god mening hos især de mest ressourcestærke ældre.
Annonce
Men hvis det skal være en succes, kræver det, at medarbejderne bliver klædt godt på til opgaven.
Mens de yngre medarbejdere ifølge Tanja Nielsen har let ved at tage teknologien til sig, kræver det ofte et kursus eller sidemandsoplæring for ældre medarbejdere.
- Vi har jo set gang på gang, at skærmene bare står derude, fordi man ikke har haft tiden til at lære borgerne at bruge dem, eller at medarbejderne ikke har haft mulighed for at sætte sig ind i, hvordan de skal håndtere dem, siger hun.
I Ældre Sagen oplever jurist og seniorkonsulent Dorthe Bjerremand Erichsen, at mange ældre er glade for skærmbesøg.
Det kan ikke erstatte menneskelig kontakt, og man kan ikke få klaret støvsugningen på den måde. Men eksempelvis daglige tryghedsbesøg kan fint klares via en tablet, hvis borgeren er indstillet på det og i stand til det, mener hun.
- Det giver dem noget privatliv, og de er ikke så afhængige af at skulle være hjemme, når hjælpen kommer, siger hun.
/ritzau/
Mangel på hænder i ældreplejen
* Antallet af personer over 80 år i Danmark ventes i 2030 at være steget til 426.000 mod 300.000 i dag.
* Skal der være den samme mængde personale per borger som nu, skal der ifølge Kommunernes Landsforening være 24.000 ekstra ansatte, fordi vi bliver flere ældre.
* Ifølge FOA er hver tredje social- og sundhedsansat i dag over 55 år og kan derfor snart trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
* En fremskrivning fra FOA viser, at kommunerne frem mod 2030 skal tiltrække mere end 42.000 ansatte inden for sosu-området for at holde trit med udviklingen.
Seneste artikler
Måtte slukke brand med spande og søvand
Varsler hedebølge: Lolland kan slå danmarksrekord i weekenden
Asfaltarbejde spærrer vej
Se billederne: Lolland og Falster fejrede sankthans
Kontrol i slikbutikker: Ejer køber slik "fra banditter"
Mest læste artikler
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
Udlejer vil sælge til nedrivning
Tekniske problemer skabte kæmpekø
Gigant vil udvide på Falster
Flygtede fra flammerne i natten