Flere og flere danskere bliver fattige
Antallet af fattige danskere stiger fortsat, og jo tættere man kommer på København, des større er chancen for at møde en person, der kæmper med økonomien.
Sådan lyder konklusionen i en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som bliver offentliggjort mandag, skriver Berlingske.
- Danmark bliver polariseret økonomisk og geografisk. Og det risikerer at gå ud over sammenhængskraften, siger Jonas Schytz Juul, chefanalytiker hos AE, til avisen.
Analysen beskriver udviklingen i antal fattige danskere frem til 2010.
Ifølge AE lever næsten en kvart million under OECD's fattigdomsgrænse, som i Danmark svarer til en indkomst på 8788 kroner om måneden for enlige eller 5047 kroner per person for en familie med fire børn.
I toppen af listen over de kommuner, hvor der er sket den største stigning i antallet af fattige, ligger Brøndby, Albertslund, Ishøj, København og Høje-Taastrup kommuner, skriver Berlingske.
Fattigdommen rammer ikke bare kommuner som Brøndby med mange lavtuddannede borgere, men også mere velhavende områder som Frederiksberg oplever, at den økonomiske krise har fået antal fattige til at vokse.
Udviklingen er "meget bekymrende", lyder det fra Morten Ejrnæs, der forsker i fattigdom ved Aalborg Universitet.
- Når der er stigende arbejdsløshed og kortere dagpengeperiode, er der flere, der falder ud af systemet. Det vil betyde, at fattigdommen kommer til at ramme bredere, siger Morten Ejrnæs til Berlingske.
Socialminister Karen Hækkerup (S) siger til avisen, at regeringen allerede har sat en masse projekter i søen, der skal reducere antallet af fattige.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned